USA og OMXC20

5. februar 2010 08:53

Funktioner
Udskriv artiklen
Send til en ven
Del denne artikelDel denne artikel
Tekststørrelse: A A A A

BørsUdsigten bliver i dag skrevet af Andreas Frank fra DK Trends, hvorfor strategien eller metoderne kan afvige fra det normale i BørsUdsigten.

Nasdaq Composite fik i går testet 2.140 under aftagende omsætning. Indekset lukkede dog under 2.140. Samtidig var der fortsat tale om høj omsætning. Indekset præges dermed stadig af negativ acceleration. Nasdaq Composite er tæt på 2.083, hvor vi anbefaler at købe.

S&P 500 faldt til 1.063 i går. Og dette var under rigtig stor omsætning. Det kan således være, at S&P 500 nu skal lave en konsolidering, som Nasdaq Composite har gjort de seneste dage, inden videre nedgang.

S&P 500 har nu vigtig modstand ved 1.073, 1.080 og 1.088. Indekset skal dog over 1.097, for at lægge den negative acceleration bag sig.

Arbejdsmarkedsrapporten

I dag offentliggøres den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, som er en speciel fundamental begivenhed.

Tallet har i sig selv ikke den store betydning, hvorfor der er ingen grund til at komme ind på konsensus-estimater.

Det afgørende er markedets reaktion på tallene, og denne reaktion styres af den tekniske situation i form af trenden i likviditeten samt overkøbt/oversolgt parametre.

Det er således vigtigt at være klar til at reagere på det tekniske udfald, i stedet for at hænge fast i en analyse af selve tallene. Nøgletal ændrer nemlig ikke trenden i markedet, som sættes af likviditeten. Og likviditeten styres ikke af nøgletal. Offentliggørelse af nøgletal skal dog ses som "energipunkter" på samme vis som regnskabsdage for enkelte selskaber er "energipunkter". På disse "energipunkter" sætter trenden og likviditeten sig igennem. Og der er faktisk ikke noget bedre for trenden, end at få nøgletal, der peger i modsat retning. For eksempel, hvis trenden peger nedad, så er det optimalt, at der offentliggøres et positivt nøgletal, da det vil give et forøget købspres. Det giver således mulighed for sælgerne at sælge stort, og da trenden peger nedad, så vil sælgerne i sidste ende vinde. Samtidig vil et negativt nøgletal i en faldende trend ikke nødvendigvis give en større reaktion nedad, idet sådan et udfald er for oplagt. Faktisk kan et negativt tal i en faldende trend faktisk give en vending opad, idet dem, der har ligget rigtigt før offentliggørelsen af tallet, tager profit på short-positioner. Man har i hvert fald tabt et skridt mod markedet, hvis man går op i nøgletal, og om de er bedre eller dårligere end ventet, og hvordan markedet logisk set burde reagere. Glem logik og økonomi, det handler om penge og trenden i likviditeten.

Markedet er nu ved et klimatisk punkt, hvor et tilbagefald på nogle procent ikke kan undgås.

Det er ikke til at sige, hvordan markedet reagerer på dagens jobrapport. Men lukningen i går kan gøre os forberedt på, hvordan der skal reageres på reaktionen.

Indeksene i USA lukkede på en meget oversolgt måde. Det betyder, at hvis USA "gapper ned" (lavere åbning), altså en negativ reaktion, så skal der købes på åbningen. Ved dette scenarium kan vi støtte os til det vigtige niveau for Nasdaq Composite ved 2.083.

Hvis USA "gapper op" (højere åbning), altså en positiv reaktion på rapporten, så betyder den klimatiske situation, at dette gap vil blive solgt. Med andre ord enhver stigning i morgen forventes at blive sat over styr. En stigning vil møde modstand ved 1.073 og 1.080.

En vigtig detalje omkring rappporten. Den offentliggøres jo en fredag. For de aktører, som ligger rigtigt og kan styre markedet, så vil de naturligvis tage deres profit ved åbningen på det amerikanske marked, hvorefter de kan lave en modsat position i forventing om, at "gappet op" eller "gappet ned" bliver sat over styr. Herefter kan de holde weekend tidligt. Meget af kursbevægelserne i forbindelse med jobrapporten ses derfor inden for de første timer.

Det gælder således bare om at afvente markedet. Aktiehandel gælder først og fremmest om at reagere, snarere end forudsige. Endvidere gælder det om at være forberedt på at reagere på de forskellige scenarier.

Et positivt tal vil være det bedste scenarium for sælgerne, da det giver dem yderligere brændstof til deres short-positioner. Et negativt tal kan derimod udmatte bevægelsen nedad og ende med en flad lukning (efter skarpe bevægelser de første handelstimer).

OMXC20 har stærk støtte ved 340-343.

Det er ikke utænkeligt, at Danske Bank igen vil forsøge sig med en test af 135 på et senere tidspunkt. Eventuelt kan Danske Bank købes, når Nasdaq Composite rammer 2.083.