BørsUdsigten bliver i dag skrevet af Andreas Frank fra DK Trends, hvorfor strategien eller metoderne kan afvige fra det normale i BørsUdsigten.
USA - S&P 500
Der var lagt op til et klimaks fredag på grund af den tekniske situation. For at etablere en bundformation var det nødvendigt at falde nogle procent, uanset jobrapportens udfald, bedre eller dårligere end ventet.
En typisk bundformation ses når indekset lukker langt fra dagens laveste. Omsætningen var også stærk i forbindelse med stigningen fredag aften.
S&P 500 faldt til 1.044 fredag, men lukkede i 1.066.
En god løs grundregel er, at en bevægelse ikke kan anses som færdig, hvis modreaktionen ikke når op på 25 pct. af bevægelsen. For eksempel, S&P 500 er faldet fra 1.150 til 1.044, hvilket betyder, at en modreaktion på 25 pct. af 1.150 minus 1.044,5 svarer til 1.071.
Rammer indekset 1.071, så øger det sandsynligheden markant for, at indekset er i gang med en modreaktion, som formentlig når op i 1.085 niveauet.
S&P 500 har dog også stor modstand ved 1.073 niveauet. Indekset skal således over 1.071-1.073, for at åbne døren mod 1.085.
En anden løs grundregel er, hvis modreaktionen når over 78,6 pct. af bevægelsen, så vil modreaktionen blive på 100 pct. og dermed bliver retningen på bevægelsen afvist.
For eksempel, en modreaktion på 78,6 pct. af 1.150 minus 1.044 svarer til 1.127. Kan S&P 500 komme over 1.127, så er der lagt op til en bevægelse mod 1.150. Endvidere betyder det, at den faldende tendens bliver afvist, hvorfor det er meget sandsynligt, at indekset kommer over 1.150.
Futures-markedet vil naturligvis give klare indikationer i morgen, men strategien kan allerede sættes nu (søndag).
Scenarium 1 - Det mest sandsynlige scenarium
Hvis S&P 500/futures-markedet når over 1.071-1.073, så er der lagt op til en bevægelse mod 1.085. Dette kan allerede ske i morgen, hvilket vil medføre en stigende tendens hele dagen.
Scenarium 2 - Man skal jo altid være forberedt på det usandsynlige scenarium
Hvis S&P 500/futures-markedet går i stå ved 1.071-1.073, så kan 1.044 allerede blive testet i morgen. En sådan test af 1.044 vil dog formentlig være en del af en bundformation, hvorfor der kan købes ved 1.040-1.044.
Husk at lægge ca. 3 point til futures-markedet, så det passer med S&P 500-indekset.
Den "rigtige" BørsUdsigten vender igen tilbage næste uge og vil naturligvis løbende tilpasse strategien.
Men et bud for ugen er, at VIX har en "mission", hvor den skal ned i 22. VIX lukkede fredag i 26, og da VIX i grove træk bevæger sig modsat af S&P 500, så vil der i ugen være lagt op til nogle stigende dage.
Forventningen om nogle stigende dage på grund af VIX's "mission" om at falde til 22 er uafhængig om scenarium 1 eller 2 udspiller sig i morgen.
Når VIX kommer ned i 22, vil det være oplagt at sælge positioner i S&P 500.
OMXC20
OMXC20 har fortsat sin store modstand ved 362 - 364,5.
Indekset vil dog også møde modstand ved 355 og 360.
Det mest sandsynlige scenarium er, at indekset ikke vil lukke februar måned over 364,5.
Kan indekset lukke februar måned over 364,5, så åbnes døren mod 400. Bliver indekset afvist ved 362- 364,5, så er der lagt op til en test af det stærke støtteniveau ved 340-343.