Økonom: Investorer flygter fra Frankrig og søger tilflugt i Danmark

Udgivet den 22-02-2017  |  kl. 12:14  |  

Frygten for Marine Le Pen som Frankrigs næste præsident får investorerne til at flygte fra Frankrig og søge sikker havn i blandt andet Danmark.

Det vurderer cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank, efter at rentespændet mellem Frankrig og Tyskland er steget markant i de seneste uger og nu er på det højeste niveau siden 2012, da gældskrisen rasede i Sydeuropa og truede med at sprænge euroen.

- Det er et spejlbillede af, at investorerne nu igen forlanger en ekstra risikobetaling for at købe franske obligationer, da de frygter, at Frankrig vil forlade euroen. I den situation er det højst tvivlsomt, om investorer med franske obligationer får alle deres penge tilbage, skriver Jacob Graven i en kommentar.

Le Pen, der har stillet i udsigt, at hun vil trække Frankrig ud af euroen, hvis hun vinder præsidentvalget i foråret, er de seneste uger gået frem i meningsmålingerne, hvilket har pustet til investorernes nervøsitet i forhold til Frankrig.

Mens investorer har solgt ud af franske obligationer, så søger mange i stedet i sikkerhed i Danmark. Det viser sig ved, at den danske krone nu er lige så stærk overfor euro, som under kronekrigen i begyndelsen af 2015.

Samtidig presser investorernes flugt mod Danmark de danske obligationsrenter ned. Danmarks Nationalbank kunne onsdag sælge toårige statsobligationer med en rekordlav rente på minus 0,67 pct.

- Investorerne er altså villige til at købe danske obligationer med markant negativ rente, som de efter alt at dømme kommer til at tabe penge på. Det afspejler, at danske obligationer betragtes som noget af det mest sikre i hele verden, skriver Jacob Graven.

Han tilføjer, at danske obligationer samtidig betragtes som en forsikring, hvis euroen går i opløsning.

- I den situation vil den danske krone med stor sandsynlighed blive styrket kraftigt over for langt de fleste andre valutaer. Dermed vil investorer med danske obligationer få en stor gevinst i forhold til investorer med obligationer fra andre lande, begrunder han.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected] , www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  Bonds❯  Danmark❯  Frankrig❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:50:00

 
0,00%
 
19:32:01

 
-3,26%
 
16:50:00

 
0,00%
 
19:32:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder