Aktier/åbning: Mærsk og Torm bliver sendt ned i presset marked - KORR

Udgivet den 09-03-2017  |  kl. 10:23  |  
Foto: Maersk

(fjernet afsnit om Torms indtjening i forhold til forventningerne, da det ikke tog højde for den nedjustering, rederiet lavede ved Q3, red.)

Det danske aktiemarked åbner med fald torsdag morgen, hvor et markant fald i olieprisen rammer A.P. Møller-Mærsk og presser aktien.

Derudover er der fokus på regnskaber fra bryggeriet Royal Unibrew og rederiet Torm, som henholdsvis bliver belønnet og straffet for sine resultater i 2016.

På de brede linjer er der kursfald fra morgenstunden, da C20 Cap-indekset dykker med 0,5 pct. til 1056,29 og dermed følger udviklingen i USA, hvor aktiemarkedet faldt efter dansk børslukketid onsdag.

I bunden ligger Mærsk-aktien, efter at prisen på en tønde nordsøolie er faldet med 3 pct. siden onsdag eftermiddag som følge af en overraskende stor stigning i de amerikanske olielagre.

Desuden skriver Børsen, at en aftale med regeringen om Nordsøen er sparket til hjørne på ubestemt tid, da forhandlingerne er stødt på grund. Mærsk B-aktien falder 1,2 pct. til 11.720 kr.

FOKUS PÅ UNIBREW

Uden for C20 er der fokus på Royal Unibrew, som sent onsdag offentliggjorde regnskab for 2016.

I de sidste tre måneder af året steg omsætningen til 1466 mio. kr. fra 1423 mio. kr., mens overskuddet på bundlinjen steg med 20 mio. kr. til 123 mio. kr.

For 2017 venter bryggeriet et driftsoverskud, EBIT, på 980-1080 mio. kr. mod 1004 mio. kr. i 2016.

- Det går bedre end forventet for Unibrew, og deres guidance for 2017 ser også meget god ud. Unibrew er kendt for at guide realistisk og levere resultater - det har de gjort i mange år, siger Tobias C. Björklund, der er aktieanalytiker i Danske Bank.

Royal Unibrew-aktien stiger 5,1 pct. til 286,70 kr. og er den mest stigende blandt samtlige selskaber på fondsbørsen i København.

Derimod er reaktionen mere negativ for rederiet Torm, som også har præsenteret regnskab for 2016, der er påvirket negativt af en nedskrivning på 185 mio. dollar, hvilket gav et underskud på bundlinjen.

Torm oplyser desuden, at det fremover ikke vil give konkrete forventninger til sin indtjening. Investorerne sender aktien ned med hele 8,1 pct. til 62,50 kr.

Der er også pres på aktien i Sparekassen Sjælland-Fyn, der ellers har kunnet præsentere det højeste overskud i bankens historie på bundlinjen.

For 2017 kan der dog være lagt op til lavere indtjening, da banken sigter efter et basisoverskud på 290-330 mio. kr. mod 346,7 mio. kr.

SAS I EU-SAG

SAS, der onsdag luftede muligheden for nye besparelser efter et underskud i første kvartal, er også i fokus torsdag.

Ifølge Bloomberg News har EU's konkurrencemyndigheder med Margrethe Vestager i spidsen genåbnet en gammel kartelsag med 11 flyselskaber, hvor SAS oprindeligt fik en bøde på 70,2 mio. euro.

Sagen blev afvist af EU-Domstolen i 2015 - hvor flyselskaberne altså fik medhold - men kan nu blive aktuel igen. SAS-aktien falder 1,7 pct. til 11,40 kr.

Der er også opmærksomhed på service- og sikkerhedskoncern G4S, der havde en god onsdag på aktiemarkedet efter et pænt regnskab.

Efterfølgende har Nordea hævet anbefalingen til "hold" fra "sælg". Onsdag steg aktien 7,2 pct., og torsdag fortsætter fremgangen med en stigning på 2 pct. til 25,13 kr.

Industriselskabet Schouw, der fredag kommer med årsregnskab, har fået hævet kursmålet med 18 pct. hos Handelsbanken til 681 kr. Aktien stiger 0,5 pct. til 569 kr.

NNIT og Tryg er begge under pres, men det har delvist sin naturlige årsag, da selskaberne udbetaler udbytte på henholdsvis 2,20 kr. og 7,14 kr.

Tryg-aktien falder 4,5 pct. - 5,80 kr. - til 124,70 kr., mens NNIT-aktien dykker 2,3 pct. - 4,50 kr. - til 190,50 kr.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder