Det danske C20-indeks falder mandag morgen med 0,24 pct. til 431,8. Og det er specielt Vestas, der fredag steg med hele 14,1 pct., som falder blandt de store, danske aktier. I den anden ende trækker Lundbeck de positive aktier med en pæn stigning forud for årsregnskabet på onsdag.
Vestas, der fredag lukkede i kurs 74,45 kr. efter tale om short covering i aktien. Vestas falder mandag morgen 4,1 pct. til kurs 71,40 kr. Der er dystre meldinger fra den tyske udvikler RWE, som Vestas tidligere har leveret til. RWE planlægger at nedlægge 3.500 stillinger for at spare 1 mia. euro på sigt. Vindmølleproducenten kommer med regnskab for fjerde kvartal onsdag.
Det samme gør medicinalselskabet Lundbeck, som fredag 0,71 pct. højere i kurs 113 kr., og mandag morgen stiger Lundbeck-aktien med 2,3 pct. til kurs 115,60 kr. Jyske Bank har i en dugfrisk analyse fra mandag morgen luftet stor optimisme omkring lanceringen af Lu AA 21004, som Lundbeck ventes at afslutte sine fase 3-studier med i andet kvartal 2012. Derfor ser banken, på trods af udløbet af den amerikanske patentbeskyttelse af Lexapro, et pænt udviklingspotentiale for Lundbeck på længere sigt. Anbefalingen er fastholdt på ’stærkt køb’, mens kursmålet på Lundbeck-aktien ligger på 143 kr.
A.P. Møller – Mærsk falder mandag i den tidlige handel med 0,72 pct. til kurs 43.880 kr. Faldet kommer, efter fredagens opgørelses fra SCFI-indekset viste et fald i fragtraterne på 15 dollar til 723 dollar per tyvefodscontainer, TEU, fra Shanghai til Europa. Det var det første fald i syv uger, og den samlede pris per tyvefodscontainer på ruten, hvor A.P. Møller – Mærsk er markedsleder, er fortsat 45 pct. lavere end for et år siden.