Aktier/middag: Schweizere løfter DSV i grønt og bankfokuseret marked

Udgivet den 14-07-2017  |  kl. 11:18  |  
Arkiv: Foto

DSV fræser frem til en førerposition på det danske aktiemarked fredag før middagstid, hvor der også er fokus på bankerne, der både har fået og kommer til at få udenlandske impulser inden deres kommende regnskaber.

Samlet går de danske eliteaktier målt på C20 Cap-indekset 0,3 pct. frem til 1171,87, og derved er torsdagens beskedne tab på 0,02 pct. mere end indhentet i den foreløbige handel op til weekenden. Det sker i et ellers overordnet stille marked, konstaterer afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

Han nævner, at der er relativt lav volumen i markedet på grund af sommerferien. Dog har enkelte udenlandske regnskaber været med til at sætte lidt mere gang i handlen.

Eksempelvis er den svenske bank SEB kommet med regnskab for andet kvartal, der endte bedre end ventet sammenlignet med estimater indsamlet af Bloomberg News.

- Set med danske briller er det gode regnskab fra SEB alt andet lige positivt for de danske banker - og specielt for Nordea og Danske Bank, som måske derfor får lidt ekstra fokus i dag.

- Ellers venter vi på, hvad der sker i eftermiddag i forhold til de tre bankregnskaber fra JPMorgan, Wells Fargo og Citigroup. Det bliver spændende at følge, så det er nok finans, som kommer til at være mest i fokus i dagens marked, siger Ole Kjær Jensen.

Nordea stiger fredag formiddag 1,6 pct. til 88,70 kr., mens Danske Bank går frem 0,3 pct. til 258,10 kr., og Jyske Bank ligger til en gevinst på 0,4 pct. til 388 kr.

Torsdag i næste uge fremlægger både Nordea og Danske Bank regnskab for andet kvartal. Jyske Bank leverer først sit mod slutningen af august.

DSV FÅR HÆVET ANBEFALINGEN

Øverst i eliteindekset har transport- og logistikkoncernen DSV placeret sig med en stigning på 2,2 pct. til 408,90 kr. Det sker, efter at schweiziske Credit Suisse ifølge Reuters har hævet anbefalingen af aktien til "outperform" fra "neutral", mens kursmålet bliver hævet til 472 kr. fra 331 kr.

Omvendt ligger ingeniørvirksomheden FLSmidth og skraber bunden i C20 Cap med et fald på 1,5 pct. til 408,30 kr. Ole Kjær Jensen har ikke bemærket noget, der skulle ligge til grund for kursfaldet. Men aktien har været en af de mest stigende siden årsskiftet, så måske det kan spille ind.

For forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark, der henholdsvis stiger 0,4 pct. til 141,60 kr. og falder 0,1 pct. til 210,30 kr., er der kommet branchenyt fra udlandet, hvor norske Gjensidige skuffede en anelse i forhold til markedets forventninger med sit overskud i andet kvartal ifølge estimater fra SME Direkt.

Endelig er der kommet interessant nyt for A.P. Møller-Mærsk, da de ugentlige tal for rateudvikling på containermarkedet er blevet offentliggjort og viser et fald. Koncernens B-aktie ligger 0,6 pct. højere til 13.770 kr.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

 
0,00%
 
18/08/17

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder