Efter tre års prisfest: Her falder huspriserne

Udgivet den 30-05-2017  |  kl. 06:00  |  

Huse. Foto David Buchmann (Boligsiden.dk)

Boligmarkedet fik en saltvandsindsprøjtning, da renten faldt drastisk i starten af 2015. Siden er priserne steget og steget. Starten af 2017 har ikke været nogen undtagelse. Kvadratmeterprisen på huse har netop rundet 13.000 kroner for første gang siden finanskrisen, mens priserne i en række kommuner nu er højere end før finanskrisen.

Men nogle steder er priserne ikke fulgt med resten af markedet. I syv kommuner er priserne rent faktisk faldet de seneste tre år.

"Priserne er faldet mest i Tønder og Varde, og for alle syv kommuner gælder det, at kvadratmeterprisen er under 10.000 kroner. Det er væsentligt under gennemsnittet, så her kan du virkelig få meget hus for dine penge. Og hvis priserne ellers fortsætter med at stige i hele landet, så vil prisstigningerne nok også brede sig til nogle af de her områder. Så køber du det rigtige hus, kan det også blive en god investering," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

De store kommuner

Men inden du går ud og investerer i nyt hus i én af de omtalte kommuner, er det en god ide at undersøge, hvad årsagen til faldet i den enkelte kommune egentlig er. Og leder vi efter fællestræk i de syv kommuner, hvor priserne falder, så springer beliggenheden i Jylland og kommunernes størrelser i øjnene.

"Viborg, Tønder og Varde er i top fem over de arealmæssigt største kommuner, og af de her syv kommuner er det kun Lemvig, der ikke er blandt de 25 største. Et stort areal er lig med store landområder, og vi har set, at priserne på by- og landzoner var godt og vel de samme i 2009, men siden har vi set kurven for byzonen stikke af," siger Birgit Daetz.

Mange nedrivningsparate huse

Netop forskellen på priserne i by- og landzoner skyldes en stigende efterspørgsel på huse i byerne og en tilsvarende faldende efterspørgsel i landzonerne. Ifølge Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) er der sket en stigning i antallet af nedrivningsklare huse, og de forladte huse skræmmer køberne væk og skaber en ond spiral, der igen skaber flere forladte huse.

KORA har lavet en opgørelse over, hvor mange nedrivningsparate huse der er i landets kommuner. I de syv kommuner, hvor priserne falder, er mellem 2,1 og 7,2 procent af husene klar til at blive revet ned, og det er meget sammenlignet med f.eks. Skanderborg, Odense og Køge, hvor under én procent er nedrivningsparat.

"Beliggenhed, landområder og størrelsen på kommunen er bare nogle af de faktorer, der afgør boligpriser. En af de største kommuner i Danmark er Ringkøbing-Skjern, og her er priserne steget med 13 procent. Alligevel er 3,3 procent af husene klar til at blive revet ned. Der er altså nogle fællestræk for de syv kommuner, hvor priserne falder, men forklaringerne på boligprisernes udvikling i de enkelte kommuner er ligeså mange som antallet af dem."

Her er huspriserne faldet fra 2014 til 2017

Kommune Pris per m2 i 2014* Pris per m2 i 2017* Ændring i %
Tønder 5.308 kr. 4.465 kr. -16 %
Varde 8.652 kr. 7.465 kr. -14 %
Skive 7.011 kr. 6.181 kr. -12 %
Norddjurs 6.520 kr. 6.053 kr. -7 %
Lemvig 6.038 kr. 5.755 kr. -5 %
Viborg 9.347 kr. 9.098 kr. -3 %
Mariagerfjord 7.651 kr. 7.459 kr. -3 %

*Prisen er et gennemsnit af kvadratmeterpriserne i de fire første måneder af henholdsvis 2014 og 2017. Kun kommuner hvor der har været minimum 40 handler i hver af de to perioder er med i beregningen.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder