Ekspertgruppe: Bankers kapitalkrav kan stige med 64 til 92 mia. kr.

Udgivet den 11-08-2017  |  kl. 10:23  |  
Nordea - skilt

Nye kapitalkrav kan blive mellem 64 og 92 mia. kr. højere for de største danske banker og realkreditinstitutter end det nuværende niveau.

Sådan lyder det fra Basel-ekspertgruppen, der er nedsat af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), i et foreløbigt skøn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet fredag morgen.

Hvis det bliver tilfældet, svarer det til en stigning på 27-39 pct. sammenlignet med de kapitalkrav, der gælder for den finansielle sektor i dag.

Den internationale Basel-komité, der har til opgave at forsøge at sikre, at banksektoren ikke bliver tvunget i knæ igen, ligesom det var tilfældet under finanskrisen, har endnu ikke offentliggjort sine anbefalinger, og det er årsagen til det store interval i skønnet fra den danske ekspertgruppe.

I pressemeddelelsen fremgår det, at regeringen vil fortsætte arbejdet for, at den finansielle sektor i Danmark rammes mindst muligt af de nye krav.

Finans Danmark, der en interesseorganisation for penge- og realkreditinstitutter, vurderer i en pressemeddelelse, at ekspertgruppens foreløbige skøn bekræfter, at kravet vil ramme hårdt herhjemme.

- Vi afventer fortsat Basels endelige udspil, men det er svært at se, at det undgår at ramme låntagerne i Danmark. Vækst og beskæftigelse bliver dermed også ramt, siger Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør, i Finans Danmark.

Basel-komitéen arbejder blandt andet med nye retningslinjer for, hvor meget kapital banker og realkreditinstitutter skal have til dårlige tider. Komitéens anbefalinger har ingen juridisk magt.

I stedet er det EU-institutionerne, der skal tage stilling til og lovgive på baggrund af anbefalingerne, og dermed får anbefalingerne også betydning for den danske finanssektor.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
15/12/17

 
0,00%
 
15/12/17

 
-0,18%
 
15/12/17

 
0,00%
 
15/12/17

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder