Er du som flest? Sådan vælger vi ejendomsmægler

Udgivet den 19-05-2018  |  kl. 06:00  |  
Villa (Foto: Boligsiden.dk)

Foto: Boligsiden.dk

Når boligsælgerne skal sige farvel til deres hjem, og der skal findes en ny ejer, er der særligt to ting, der er afgørende for beslutningen om, hvem der skal stå for salget. En ny afstemning blandt brugerne på Boligsiden.dk afslører, at et konkurrencedygtigt salær er absolut vigtigst i valget af ejendomsmægler. Hele 36 procent svarer, at prisen på mæglerens løn er afgørende.

Ejendomsmæglere har gerne et blakket ry som hurtige, glatte typer. Og måske er det netop derfor, at næst flest, lidt over hver fjerde, tilkendegiver, at en god personlig kemi med ejendomsmægleren betyder mest, når de skal finde den helt rigtige mægler.

Inge Kenne og hendes mand Svend Erik Kenne solgte i januar deres hus i Eltang ved Kolding, og hun er enig i, at det er vigtigt, at der er en god kontakt mellem sælger og mægler.

"Da vi skulle vælge ejendomsmægler, betød det meget for mig, at jeg havde en god kemi med den mægler, der skulle sælge vores hus. For mig bunder det i tillid, fordi det er vigtigt at kunne stole på, at personen er oprigtig, og at han i salgsprocessen kommer med relevante og gode forslag, når man skal forsøge at blive enig med en køber," siger hun.

I bagklogskabens klare lys

Når hun ser tilbage på forløbet, er der et par ting, som hun og hendes mand måske ville have haft mere fokus på, hvis de skulle sælge i dag. Da de skulle beslutte, hvem der skulle sælge deres hus, fik de en vurdering fra to forskellige mæglere. Salæret var cirka det samme, men den ene mægler kunne diske op med en højere udbudspris.

"Det blev afgørende for, hvem vi valgte. Vi blev nok lidt forblændet af den højeste udbudspris, men nu kan vi se, at den anden vurdering nok var mere realistisk. I dag ville vi formentlig også have valgt en mere erfaren ejendomsmægler med en god salgsstatistik," siger Inge Kenne og fortsætter:

"Vi endte med at indgå en handel med lang overtagelse, efter huset havde været til salg i et års tid - et forslag, vi selv kom med. Det kunne have været godt med en mægler, der selv kom med alternative løsninger, som kunne understøtte et salg."

En stor beslutning

Ud over konkurrencedygtigt salær og god kemi, er der også svar i afstemningen, der netop peger i retning af, at erfaring er guld værd i jagten på en god ejendomsmægler. Mens 17 procent svarer, at stort lokalkendskab er vigtigst, mener 16 procent, at det mest afgørende er, at mægleren har solgt mange boliger i området.

"Det er en stor beslutning at sælge sin bolig, og derfor er det også vigtigt, at salget foregår på de bedst mulige vilkår. For mange er det en følelsesmæssig proces, og i det forløb spiller ejendomsmægleren en nøglerolle, så det er uden tvivl vigtigt, at man vælger en, der matcher de behov, man har, uanset om man har et hurtigt salg for øje, eller om prisen er det mest afgørende," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Hvordan vælger du ejendomsmægler?
Hvordan sikrer du dig, at du har valgt den helt rigtige ejendomsmægler? Boligsiden.dk kan hjælpe dig et godt stykke ad vejen med funktionen 'Find mægler'. Her kan du se salgsstatistikker over dit lokalområdes mæglere, blandt andet hvor mange boliger de enkelte ejendomsmæglere har solgt og hvor længe de i gennemsnit er om at lukke en handel. Du kan også se, hvordan tidligere kunder har anmeldt dem. Se, hvordan mæglerne i dit område sælger lige her

Boligsiden.dk's afstemning
Afstemningen er foretaget blandt brugerne på Boligsiden.dk i perioden 30. april til 15. maj 2018. I alt er der afgivet 1.011 svar til spørgsmålet:

Hvad er vigtigst for dig som boligsælger, når du skal
vælge en ejendomsmægler?

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

15:08 Amerikanske renter i vejret efter uventet høj inflationsindikator
15:05 Valuta: Yen i svageste niveau overfor dollar siden 1990
15:01 Økonom ser amerikansk vækst bremse op - måske nok til rentenedsættelse i efteråret
14:49 Aktienedtur accelererer efter amerikanske nøgletal
14:34 Amerikansk økonomi vokser mindre end ventet
14:27 USA/tendens: Mismod frem mod åbning efter Meta-skuffelse
13:55 Mærsk-rederi før udskillelse: Vi skal være en aktie med markant udbytte
13:37 Svenske Alfa Laval er flyvende efter bedre end ventet ordrenindgang
13:22 Europa/aktier: Regnskabsnyt styrer markederne i minus
12:54 Vestas-konkurrenten GE Vernova får ordredyk på 40 pct. i første kvartal
12:29 Ringkjøbing LB's kundebase og udlånsoverskud afbøder rentemodvind, mener Danske
12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg