Eurozonen/Sydbank: ECB kan udvide milliardstort nødprogram

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 12:14  |  

En kraftig vækstafmatning i kølvandet af coronakrisen kan betyde, at det underliggende inflationspres i eurozonen vil aftage i løbet af de kommende måneder.

Det kan få Den Europæiske Centralbank (ECB) på banen med en forhøjelse af det obligationsopkøbsprogram, som banken lancerede for at dulme effekterne af coronapandemien.

- Det er vores forventning, at det aftagende inflationspres vil være en medvirkende årsag til, at ECB på næste uges rentemøde sandsynligvis vil forøge pandemiopkøbene, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

Centralbanken indledte i slutningen af marts opkøb af obligationer under sit nødprogram på 750 mia. euro. Støtteprogrammet går under navnet "Pandemic Emergyency Purchase Programme" (PEPP).

Indtil videre har ECB opkøbt værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner for en tredjedel af det samlede beløb.

Med den fart kan ECB's magasin være tømt allerede til september, påpeger Mathias Dollerup Sproegel.

- Derfor forventer vi, at ECB på rentemødet den 4. juni forøger rammerne i PEPP og forlænger opkøbene ind i 2021. Dermed vil den største bazooka i ECB's historie kun blive større, skriver han.

Fredag formiddag har et estimat fra EU's statistikkontor, Eurostat, vist, at inflationen i eurozonen ses aftage til 0,1 pct. i maj på årlig basis fra 0,3 pct. i april.

Den aftagende inflation skyldes lavere energipriser i kølvandet på et kollaps i prisen på olie.

Kerneforbrugerpriserne, som korrigerer for de fluktuerende energipriser, viser dermed også en uændret stigningstakt i maj på 0,9 pct. på årsbasis.

Sydbanks makroanalytiker forventer dog ikke, at det billede varer ved.

- Den kraftige vækstafmatning kan presse nogle virksomheder til at reducere salgspriserne for at komme af med lagerbeholdningen, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

- Det underliggende inflationspres målt ved kerneinflationen var dog uændret i maj på 0,9 pct. Det er dog vores klare forventning, at det underliggende inflationspres vil aftage i de kommende måneder, fortsætter han.

Sydbank regner dog ikke med, at en massive udpumpning af penge fra ECB i de finansielle markeder vil løfte inflationen på kort sigt.

Til gengæld kan opkøbene ifølge finanshuset komme til at spille en central rolle i at inddæmme renteforskellene mellem det nordlige og sydlige Europa.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Seneste nyheder