FCK får Ajax som modstander i Europa League

Udgivet den 24-02-2017  |  kl. 13:38  |  

FC København skal op imod hollandske Ajax Amsterdam i ottendedelsfinalen i Europa League.

Ajax, der stiller med flere danske profiler som Kasper Dolberg og Lasse Schöne, gæster København 9. marts. Der er returopgør i Holland uge efter.

Det danske mesterhold har historisk set et godt tag på den kommende modstander.

For ti år siden slog københavnerne på udebane Ajax 2-0 og skaffede sig med sejren adgang til gruppespillet i Champions League. På hjemmebane havde FCK tabt det første opgør 1-2.

I 2001 lykkedes det også at ordne hollænderne i den daværende turnering Uefa Cuppen på et sent frisparksmål af Niclas Jensen. FCK vandt udekampen 1-0 efter 0-0 i København.

FCK's nuværende eventyr i Europa blev indledt i Champions League.

Trods to sejre og tre uafgjorte kampe i et gruppespil med deltagelse af FCK, Leicester, FC Porto og Club Brugge måtte københavnerne nøjes med gruppens tredjeplads.

Dermed blev den europæiske fortælling flyttet til Europa League, hvor FCK trådte ind i 16.-delsfinalerne. Her lagde Ståle Solbakkens mandskab ud med en samlet sejr over bulgarske Ludogorets.

Finalen i årets Europa League spilles 24. maj på Friends Arena i Stockholm.

/ritzau/

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder