Flyt pensionen til Luxembourg for et bedre afkast - 9

Udgivet den 04-02-2015  |  kl. 11:34  |  

Ophør og genindtræden af fuld skattepligt til den danske stat.

Af Torben Bagge, Advokat (H)

Det er en udbredt opfattelse, at man ikke behøver betale skat til den danske stat, hvis man ikke bor i Danmark. Skatteretten er imidlertid en del mere nuanceret på dette område. Det er videre kendetegnende – også for denne del af skatteretten, at reglerne er meget komplekse og baseret på en række vage og elastiske udsagn i lovgivningen. Dette bevirker, at afgørelsen af skattepligtspørgsmålet ofte beror på en helt konkret vurdering i den enkelte sag, hvor det er meget vigtigt, hvordan man argumenterer over for SKAT.

I Advokatfirmaet har vi de senere år oplevet et stadig stigende antal sager, hvor SKAT påstår, at den pågældende skatteyder er fuld skattepligtig til den danske stat. Det er ikke sjældent, at sagerne drejer sig om betydelige beløb, da SKAT ofte rejser sagerne flere år efter, at den pågældende person selv mente, at skattepligten til Danmark var ophørt.

En del af vores klienter er blevet overrasket over, hvor meget der skal til for, at skattepligten til den danske stat ophører, samt hvor nemt man kan risikere at havne i en situation, hvor skattepligten til den danske stat er genindtrådt, selvom man fortsat bor i udlandet.

Fraflytning

Når man flytter fra Danmark, ophører ens skattepligt ikke alene som følge af fraflytningen. Det kræves videre, at man har ”opgivet sin bopæl”.

Har man en helårsbolig til rådighed i Danmark er det helt klare udgangspunkt, at man ikke i skattelovgivningens forstand har opgivet sin bopæl” med den effekt, at man fortsat er fuld skattepligtig til den danske stat.

Dette uanset, at man ikke længere opholder sig i landet som følge af, at man er flyttet til et andet land. Et sommerhus, eller sågar et værelse stillet til rådighed af den nærmeste familie, kan efter omstændighederne betyde, at bopælen – og dermed skattepligt til Danmark – ikke er opgivet. Dette beror på en konkret vurdering.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er afgørende, hvem der ejer den pågældende bolig, da det eneste, der har relevans i forhold til, om man har opgivet sin bopæl, er, om man har rådighed over boligen. Som udgangspunkt anses en ejendom ejet af en samlever, ægtefælle eller et selskab, i hvilket skatteyderen er hovedaktionær, for stillet til rådighed. Dette medmindre der foreligger særlige forhold i den konkrete sag.

Ejer man en helårsbolig mv., anses rådigheden over ejendommen som udgangspunkt for ophørt, hvis boligen udlejes i mindst 3 år, uopsigeligt fra udlejers side. En nyere kendelse fra Landsskatteretten har tilladt ophør af skattepligt ved kortere udlejning, men hvor andre vægtige momenter talte for ophør af skattepligt. Det bemærkes hertil, at man vil være begrænset skattepligtig, såfremt man oppebærer en indkomst fra ejendommen beliggende i Danmark.

Såfremt man ikke ønsker at udleje sin bolig, men i stedet vil forsøge at sælge den, kan en konkret vurdering ligeledes føre til, at bopælen anses for opgivet. Et moment, som her tillægges betydning, er hvilke salgsbestræbelser, man har foretaget sig, og f.eks. hvorvidt man har tømt boligen for indbo. Anses skattepligten til Danmark for ophørt, kan dette i sig selv udløse beskatning. I forhold til en række aktiver anses ophør af skattepligt som ensbetydende med, at de pågældende aktiver er solgt til værdien på fraflytningstidspunktet.

”Tilbageflytning”

Når man er fraflyttet, og dermed har opgivet sin fulde skattepligt til Danmark, opstår spørgsmålet om, hvilken tilknytning man derefter kan have til Danmark, før den fulde skattepligt atter indtræder. Det har i den forbindelse stor betydning, om man på ny erhverver fast ejendom i Danmark, som er til ens egen rådighed.

Såfremt man har erhvervet en fast ejendom i Danmark, som er til ens egen rådighed, (gen)indtræder skattepligten allerede, når man tager ophold her i landet, dog kun såfremt opholdet ikke er kortvarigt på grund af ferie eller lignende. Efter praksis er opholdet ikke kortvarigt, såfremt det tidsmæssigt uafbrudt strækker sig over mere end 3 måneder, eller såfremt opholdene sammenlagt strækker sig over mere end 180 dage inden for 12 måneder. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de 180 dage måles på en rullende 12 måneders periode, og ikke inden for hvert kalenderår. Man skal videre være opmærksom på, at man ved beregningen af de henholdsvis 3 måneder og 180 dage skal medtage alle dage, hvor man har været i Danmark, også selvom man måtte ankomme et minut før midnat, eller omvendt rejser et minut efter midnat.

Skatterådet har en i et svar fra 2012 fastslået, at den omtalte 3-måneders periode afbrydes allerede ved et par ugers ferie i et andet land. Man bør i den forbindelse sikre sig dokumentation for, at man reelt har været ude af landet; eventuelt i form af kreditkort- og/eller mobiltelefonforbrug.

Det er meget vigtigt, at de ”kortvarige ophold” i Danmark alene må være på grund af ferie eller lignende. Har man bolig til rådighed i Danmark, vil den fulde skattepligt som udgangspunkt genindtræde, hvis man arbejder under sit ophold i Danmark, idet enhver form for arbejde i princippet er uforenligt med betingelsen ”ferie eller lignende”. Dog er der efter nyeste praksis åbnet mulighed for, at enkeltstående sporadiske indtægtsgivende aktiviteter kan udføres under opholdet i Danmark, uden at den fulde skattepligt indtræder som følge heraf. SKAT har i en opfølgning på Stephen Kinnock-sagen og Camilla Vest-sagen opstillet den rettesnor, at op til ti dages enkeltstående arbejdsopgaver inden for en 12 måneders-periode, i praksis vil accepteres, med mindre arbejdsopgaverne er udtryk for et fast mønster, eller at opgaverne i væsentligt omfang retter sig mod Danmark. En nyere landskatteretskendelse kan endvidere formentlig tages til indtægt for, at den blotte vedligeholdelse af færdigheder, f.eks. en koncertpianists øvelse på klaveret under ferieophold i Danmark, ikke er at anse for andet end ”ferie eller lignende”.

Praksis synes meget restriktiv, og det er svært at indrette sig med sikkerhed for, at der ikke vil indtræde skattepligt – særligt hvis der arbejdes under opholdet i Danmark.

Såfremt man ikke har erhvervet en fast ejendom i Danmark, som er til ens egen rådighed, (gen)indtræder skattepligten kun, såfremt man faktisk har opholdt sig i landet i 6 måneder i sammenhæng. I den forbindelse skal man medregne kortvarige ophold i udlandet pga. ferie eller lignende.

Der findes særlige gunstigere regler for turister, men de kan næppe finde anvendelse på ”tidligere danskere”, som må anses for at have støre tilknytning til Danmark, end en ”almindelig turist”. Når skattepligten (gen)indtræder som følge af ophold, sker det med tilbagevirkende kraft fra opholdets begyndelse. Det kan derfor få uoverskuelige konsekvenser, hvis man ikke overholder reglerne minutiøst.

Sammenfatning

Sammenfattende kan man sige, at reglerne om indtræden og ophør af fuld skattepligt til Danmark både er teknisk vanskelige og indeholder utallige nuancer. Da reglerne samtidigt er ekstremt vigtige at påse for at undgå ubehagelige konsekvenser, må det klart anbefales, at man sætter sig godt ind i dem, før man overvejer at foretage yderligere faktiske skridt mod en til- eller fraflytning samt ved ophold i landet.

Da hver enkelt sag skal vurderes helt konkret, og da vurderingen af, om der er en bopæl til rådighed i Danmark, ofte foretages som en samlet vurdering, hvori også den sociale, økonomiske og familiære tilknytning til Danmark kan være afgørende, vil det normalt være tilrådeligt at konsultere en professionel rådgiver, inden man overvejer til- eller fraflytning.

I den forbindelse skal muligheden for at opnå et såkaldt ”bindende svar” fra SKAT nævnes. Konkret har enhver skatteyder, mod et mindre gebyr på p.t. 300 kr., mulighed for at få SKAT til at tage konkret stilling til de skattemæssige konsekvenser af et givent scenarie; herunder om skattepligten til Danmark vil ophøre eller genindtræde.

Det kan generelt anbefales at anmode om et bindende svar i forbindelse med til- og fraflytning. Dette særligt fordi et bindende svar kan forebygge en senere skattesag og dermed sikre, at skatteyders og SKATs opfattelse af retsstillingen er enslydende allerede inden der handles. I modsat fald risikeres det, at SKAT flere år efter opstarter en skattesag, der potentielt kan være særdeles økonomisk byrdefuld.

Da man ved et bindende svar får ”svar, som man råber i skoven”, er det tillige tilrådeligt at konsultere en professionel rådgiver, der kan assistere med at udarbejde det bindende svar; dette da svaret alene er gyldigt, såfremt de opstillede forudsætninger er korrekte. I mange tilfælde kan det således anbefales at tage en professionel rådgiver med på råd, og ofte kan det tillige være relevant at indhente et bindende svar fra SKAT, så man kan nyde sit liv i udlandet uden frygt for en ubehagelig overraskelse.

Mere information

Vi samarbejder med Draupnir Investment Advisors vedr rådgivning af Luxembourg interesserede. Udfyld dine kontaktdetaljer og vi vil sende et samlet mini kompendium med informationer til dig med punkter fra den kommende artikelserien.

Udfyld formular her

Udgivet af: Draupnir

Tags:  Pension❯ 

Seneste nyheder

18:00 Luksusvaregigant kæmper med at vokse: Leverer kun akkurat fremgang i første kvartal
17:52 Europa/lukning: Høje renter og mellemøstlig uro lagde pres på aktierne
17:03 Tirsdagens aktier: Amerikansk overhæng pressede C25 - Topdanmark steg efter regnskab
17:02 Tirsdagens obligationer: Tysk optimisme og IMF-prognose sendte renterne op
16:36 ECB's Lagarde: Rentenedsættelse nærmer sig hvis vi undgår udefrakommende chok
15:41 USA/åbning: Unitedhealth trækker Dow Jones op efter regnskab
15:22 Den amerikanske centralbanks næstformand spår renterne vil presse inflationen ned
14:48 Genmab-partners salg af Darzalex slår akkurat forventningerne
14:14 USA/tendens: Små plusser i vente efter stort udsalg fra geopolitisk uro
13:56 Morgan Stanley følger trop: Indtægterne slår forventningerne
12:59 Europa/aktier: Geopolitisk uro slår bunden ud af Stoxx 600 - Ericsson går fri
12:48 Valuta: Dollar flirter med stærkeste niveau mod euro længe fra stigende renter
12:42 Genmab-partners salg af Darzalex slår akkurat forventningerne
12:41 Saxo Bank vil angiveligt undersøge strategiske muligheder - herunder frasalg
11:29 Obligationer/middag: Stærkt tysk tillidsindeks sender renterne op
11:18 Aktier/middag: Ny usikkerhed sender C25 dybt i rødt - Topdanmark går frem efter regnskab
11:14 Greenmobilitys fik overskud på bundlinjen på hjemmemarkedet i marts
11:09 Karen Frøsig hentes ind i bestyrelsen hos Ecco
10:20 Topdanmark OVERBLIK Q1: Langt stærkere end ventet start på året
10:15 Ericsson på himmelfart efter stærkere end ventet indtjeningsevne