Fredagens aviser med Mærsk, Novo Nordisk og Parken

Udgivet den 24-03-2017  |  kl. 06:34  |  

BØRSEN

ERHVERVSLIV SKAL MED I REGERINGENS BREXITPLAN

Statsminister Lars Løkke Rasmussen indbyder PFA, Cowi, Rederiforeningen og andre af erhvervslivets spidser til møde om brexit på Marienborg mandag. Målet er at skabe en strategi, der tilgodeser danske interesser bedst muligt efter briternes EU-farvel. (Forside, side 20-21)

DON Ø OG GLISTRUP TRUES AF ERSTATNINGSKRAV

Med en skærpet dom for kursmanipulation i selskabet Parken, Sport & Entertainment står Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup foran usikre måneder, hvor søgsmål kan true deres privatøkonomi. (Side 6-7)

NY REDNING I BIOTEK JAGTES EFTER FUSIONSFLOP

Biotekhåbet Dandrit, der er ejet af en stribe prominente velhavere, dropper en stort anlagt fusion, der skulle agere redningsplanke for det pressede selskab. I kulissen kæmpes der for en ny redningsplan. (Side 8)

NOVO-FORMAND FORTRYDER FREMGANGSMÅDE DELVIST

Novo Nordisk har frem til valget af Fruergaard som topchef måttet sige farvel til en række dygtige folk - blandt andre tidligere USA-direktør, Jesper Højland, og den netop afgåede Jakob Riis. Noget af processen fortryder formanden. (Side 11)

TOCIFRET MILLIONBOOST TIL NORDJYSKE ASKCODY

Den danske mødeplatform Askcody har allerede hjulpet store virksomheder med planlægningen. En kapitalindsprøjtning på et tocifret millionbeløb vil sætte ekstra fart på udviklingen. (Side 12)

MÆRSK FÅR MILLIARDRABAT UDEN KRAV OM TYRA-GENOPBYGNING

Nordsøaftalen koster staten 3,5 mia. kr., men det er fortsat usikkert, hvor meget aftalen vil få Mærsk og DUC til at øge indvindingen. Parterne har ikke forpligtet sig til bestemte mængder olie og gas, og hvor meget, der skal hives op og beskattes, vil Mærsk først beslutte ved årets udgang. (Side 14)

EKSPRES BANK SCORER 158 MIO. KR. PÅ HURTIGLÅN

Ekspres Bank, der yder hurtige lån uden sikkerhed til privatkunder over nettet, havde sidste år et rekordoverskud, samtidig med at udlånet steg med 21 pct. Direktør satser på at fordoble udlånet frem mod 2020. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

PARKENDOM ER KLART SIGNAL OM AT BØRSSNYD IKKE TOLERERES

Østre Landsret skærpelse af dommen i Parkensagen om kursmanipulation er et klart signal til børsmarkedet om, at domstolene slår hårdt ned på manipulationer med kurserne på fondsbørsen. Det er et tiltrængt signal, da en række kursmanipulationssager tidligere er faldet til jorden på grund af bevisets stilling. (Forside, side 3-5)

PENSIONSKASSERNE LEGER BANK

Når pensionskasserne leger bank, tager de større risici end rigtige banker. Finanstilsynet advarer om, at pensionskasserne mangler bankernes kollektive viden om dårlige kunder. (Side 8-9)

MÆRSK-AFTALE SKAL SPARKE NYT LIV I NORDSØEN

Regeringens aftale med Maersk Oil og DUC om gunstigere vilkår for energiproduktion i Nordsøen skal også bruges til at tiltrække nye investeringer fra olieselskaber uden for DUC. Regeringen forventer, at de nu vil investere op mod 30 mia. kr. i Nordsøen. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MÆRSK KAN SCORE DOBBELT PÅ NY NORDSØAFTALE

Den nye aftale om renovering af Tyra-feltet i Nordsøen kan udløse en kæmperabat på et gigantisk uudnyttet gasfelt. Aftalen åbner mulighed for et comeback til Mærsk, der står til at få en kæmpe skatterabat på en eventuel udnyttelse af Svane-feltet.(Forside, side 6-7)

VOGNMÆND EFTERLYSER FLERE FUSIONER

De danske vognmænd skal tænke i partnerskaber og fusioner, hvis de vil ruste sig til fremtiden. De seneste års konsolidering ventes at fortsætte, og må meget gerne accelerere, hvis vognmændene skal klare sig i en digital og international branche, lyder det fra brancheorganisationerne. (Side 4)

MÆLKEBØNDERNE FRYGTER FALDENDE PRISER

Mejerikoncernen Arla sænker mælkeafregningen. Udviklingen på de globale råvarebørser presser priserne og skaber usikkerhed i markederne. Frygten er, at mælkebønderne kastes ud i endnu en krise. (Side 4)

DON Ø OG GLISTRUP VIL PRØVE SAGEN I HØJESTERET

Østre Landsret skærpede torsdag straffen for kursmanipulation i Parken Sport & Entertainment. De to erhvervsmænd Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup er dømt til halvandet år i fængsel. Forsvarer vil forsøge at få sagen indbragt for Højesteret. (Side 5)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder