Fredagens aviser med Mærsk, Novo Nordisk og Vestas

Udgivet den 18-08-2017  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

HACKERANGREB PÅ MÆRSK SKABER FRYGT I ERHVERVSTOP

Indsatsen mod ondsindede hackerangreb er rykket øverst på dagsordenen hos landets store selskaber, efter Mærsk i juni blev ramt af et milliarddyrt anslag. Onsdag kom det frem, at angrebet koster Mærsk op mod 2 mia. kr., og episoden flytter nu kampen mod it-kriminalitet øverst op på dagsordenen i den danske erhvervstop. (Forside, side 6-7)

NYKREDIT NÅR 2019-MÅL OG HOLDER FAST I BØRSENTRÉ

Stærk indtjening gør, at Nykredit er polstret til nye krav i 2019. Et fremtidigt hul i kassen kan hentes uden børsentré, mener ekspert. Det grundlæggende ræsonnement er at få adgang til kapital, siger Nykredits koncernchef, Michael Rasmussen. (Side 8)

VESTAS VURDERER AT KONKURRENCEN ER SKÆRPET

Vestas levede hverken op til analytikernes eller investorernes forventninger i regnskabet for andet kvartal. Koncernen taber både omsætning og indtjening, og det blev straffet hårdt af aktionærerne torsdag. Værst er det, at prisen på vindmøller falder markant. (Side 10)

ISS-REGNSKAB SKUFFER BÅDE TOPCHEF OG ANALYTIKERE

Regnskabet for andet kvartal i servicevirksomheden ISS bød på en nedskrivning og amputering af væksthåb. Det er dårligere end ventet, så på den måde er det et lidt skuffende regnskab, siger topchef. (Side 12)

OPKØB AF SCHWEIZISK KABELFIRMA REDDER NKT'S VÆKST

Industrikonglomeratet NKT leverer massiv vækst i andet kvartal. Vækstmotoren er offshoreprojekter og opkøb af kabelfirmaet ABB. (Side 13)

GN HAVDE MEDVIND EFTER OPKØB

GN Store Nord har medvind efter nylanceringer og opkøb. Ambitiøse vækstmål kræver dog, at der løbes endnu stærkere i andet halvår. (Side 14)

MAERSK OIL VIL VÆRE INTERNATIONAL GIGANT

Maersk Oil ser frem mod massiv kapitaltilførsel fra Nordsøen. Administrerende direktør, Gretchen Watkins, vil investere de penge, selskabet får ind fra Nordsø-projekter, til at skabe vækst i selskabet, uanset om det er i Nordsøen eller ej. (Side 17)

INTERESSEN FOR NETS LEVER ABSOLUT ENDNU

Forhandlingerne om opkøbet af betalingskoncernen Nets kører fortsat for fuldt blus, oplyser topchefen. Andre køb i branchen holder hånden under prisen på selskabet. (Side 18)

NORDEN SATSER PÅ BEDRE RESULTAT I 2018

Regnskabet fra det danske rederi Norden skuffede overordnet set i forhold til analytikernes forventninger. Men der genereres profit i tankdivisionen, og den gradvise bedring i tørlast fortsætter. De positive takter betyder, at selskabet venter bedre tider til næste år. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

REKORDTAL FRA NYKREDIT UDHULER BØRSPLANER

Nykredit tjener så mange penge, at realkreditkoncernen er godt i gang med at udhule begrundelserne for den planlagte børsnotering. Nykredit har begrundet børsplanerne med øgede kapitalkrav, men med den nuværende pengestrøm har Nykredit selv tjent de nødvendige penge i 2019. (Forside, side 10-11)

HOVEDERNE RULLER I TOPPEN AF CARLSBERG

På to år har Carlsbergs topchef, Cees't Hart, ændret hele topledelsen i bryggeriet. De nye folk sikrer, at der kommer nye øjne på tingene, og det var der brug for i Carlsberg, siger han om bryggeriet, der kæmper for at øge værdiskabelsen. (Side 3)

VESTAS SLINGRER OG MÆRKER KONKURRENCEN

Den danske vindmøllegigant Vestas kunne ikke leve op til vanen med altid at slå markedets forventninger. Selskabet skuffede med kvartalsregnskabet, og det blev straffet med et kursfald på knap 8 pct. (Side 8)

NOVO-MIDDEL RYKKER IGEN MEN KAN VÆRE FOR DYRT

Et nyt datasæt fra Novo om fremtidshåbet Semaglutid viser, at det danske diabetesmiddel klart slår et rivaliserende amerikansk produkt. Spørgsmålet er bare, om amerikanerne er villige til at betale en høj pris for Novos bedre produkt. (Side 13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

FLS-CHEFEN ER TUNET TIL OPSVING

Efter en historisk barsk nedtur i FLS-koncernens primære kundekreds, den globale mineindustri, er selskabet med Thomas Schulz i chefstolen skåret til, toptunet og klar til at tage en bid af det opsving, der er på vej. (Forside, side 6-7)

VESTAS SKUFFER I ANDET KVARTAL

Vestas befinder sig på et stadig mere konkurrencepræget marked, og selskabet er ikke usårligt. Torsdag meldte Vestas sig ind i klubben af vindmølleproducenter, som på det seneste har skuffet sine aktionærer, og det i en så høj grad, at Vestas-aktien ved lukketid blev sablet ned med næsten 8 pct., svarende til et tab i markedsværdi på cirka 10,7 mia. kr. (Side 5)

NYT HØREAPPARAT GIVER TOCIFRET VÆKST HOS GN HEARING

Høreapparatkoncernen GN Group med trækplastret GN Resound kommer stærkt ud af andet kvartal. Der skal dog turbo på væksten i resten af året, hvis de ambitiøse mål skal nås. (Side 5)

SCHOUWS RESULTATER LØFTES AF HØJERE LAKSESALG OG OPKØB

En markant fremgang i salget af fiskefoder har været med til at øge indtjeningen hos Schouw & Co. i første halvdel af 2017, hvor opkøb af flere virksomheder ligeledes trækker op. (Side 5)

ISS-CHEF ERKENDER USIKKERHEDEN VED BREXIT

Brexit lurer ude i fremtiden for ISS' forretning. Og færre ekstraopgaver og opbremsninger i Sverige og Kina får væksten hos ISS ned i fart. Det rokker lidt ved det private marked og skærper konkurrencen om de offentlige kontrakter. (Side 10)

NYKREDIT HAR IKKE OPKØB AF ANDRE BANKER PÅ TAPETET

Nykredit har tjent 6,9 mia. kr. før skat i årets første seks måneder. Den øverste chef mener dog stadig, at en børsnoteringen er en god idé, selv om koncernen ikke mangler penge. (Side 10)

DFDS HAR MODVIND I NORDSØEN

Rederi- og transportkoncernen DFDS havde fremgang i årets andet kvartal. Det selv om rederiet stadig er udfordret i Den Engelske Kanal på grund af lavere kurs på britiske pund. (Side 10)

NETHANDEL GIVER PLUS HOS NETS

Betalingskoncernen Nets, der driver dankortet, har voksende omsætning og bundlinje blandt andet på grund af indtægter fra nethandel. (Side 11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder