Fredagens aviser med Pandora, Nets og Lundbeck

Udgivet den 30-12-2016  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

TIDLIGERE EJENDOMSMATADOR RISIKERER KONKURS EFTER GÆLDSFINTE

Den tidligere ejendomsmatador Ole Vagner brugte i strid med konkursloven Radiometer-milliardær Johan Schrøder som stråmand, da han i 2015 fik slettet personlig gæld på en halv mia. kr. i en rekonstruktion, mener Sø- og Handelsretten. Processen er afbrudt og Ole Vagner sendt mod konkurs. Afgørelsen er kæret til landsretten. (Forside, side 6-7)

FIRMA ACCELERERER SALGET AF ØKOLOGISK MODE

Efter et langt tilløb begynder tøjfirmaet Knowledge Cotton Apparel for alvor at få volumen på salget og lave pæne millionoverskud. Firmaet bruger stort set udelukkende økologisk bomuld eller genbrugsmaterialer fra for eksempel gamle plastflasker i produktionen. (Side 8)

HESALIGHT-STIFTER SPØGER I NYSTARTET LYSVIRKSOMHED

Den tidligere hovedfigur i Hesalight, Lars Nørholt, har tilsyneladende spillet en rolle i den nye lysvirksomhed Citilio, der uden held forsøgte siden at købe aktiver ud af konkursboet efter Hesalight. Ejeren af selskabet afviser forbindelsen. (Side 12)

FYNSK FRUGTGIGANT TABER MILLIONER EFTER SLAGSMÅL I CHILE

Frugtfirmaet Orskov Foods er blevet uvenner med en partner i Chile, og det sender regnskabet i rødt. Selskabets topchef betegner det som "frustrerende". (Side 19)

STORBANKER ADVARER MOD NYE VALUTATÆSK I 2017

Valutadyk i Storbritannien og Sverige har ramt danske virksomheder i 2016. Nye valutatæsk på vej i 2017, advarer Saxo Bank og Nordea. (Side 21-22)

BERLINGSKE BUSINESS

PANDORA FUNKLER I TOPPEN AF C20 CAP

I sit første hele år som chef for vækstmaskinen Pandora ryger Anders Colding Friis til tops blandt C20-cheferne med årets flotteste karakterbog. Smykkegiganten har sendt både omsætning og medarbejdertal i vejret med omkring 30 pct. (Forside, side 10-11)

KÅRE SCHULTZ MENER IKKE AT LUNDBECKS SUCCES ER STOR MAGI

Lundbeck-topchef Kåre Schultz har fået vendt krise til succes i medicinalselskabet fra Valby. Med en større hestekur bestående af et massivt spareprogram, et klart fokus på kerneforretningen og et fuldtonet sats på det afgørende amerikanske marked har Kåre Schultz banket fornyet optimisme ind i den gamle virksomhed. (Side 8-9)

DE STØRSTE PENSIONSSELSKABER DROPPER FAST RENTE

Det danske pensionsmarked bliver mere og mere opdelt i selskaber, der fortsat tilbyder kunderne fast rente på pensionsopsparinger, og selskaber, der nu udelukkende forvalter kundernes penge til markedsrente. De traditionelle pensionstyper med fast rente har i nogle tilfælde klaret sig lige så godt som de nye. (Side 12-13)

AKTIEÅRETS TABERE OG VINDERE I 2016

Investorerne har været utroligt forvænte de seneste år. Danske aktier er strøget til tops, fordi selskaber som Novo Nordisk, Novozymes, Coloplast og Chr. Hansen har leveret massiv indtjeningsvækst år efter år. Men i 2016 gik væksten i stå, og de traditionelle vindere styrtdykkede. (Side 15)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

CHARMEOFFENSIV GJORDE TOPCHEFENS AKTIER 585 MIO. KR. MERE VÆRD

Nets-direktør Bo Nilssons aktier steg til en værdi på 585 mio. kr., da Nets gik på børsen med en pris på 150 kr. per aktie. Belønningen faldt via et aktieprogram, der sjældent er set mere lukrativt i dansk erhvervsliv. (Forside, side 4-5)

FORSIKRINGSKRIG OM BILEJERNE

Forsikringsselskaberne står parat til at føre krig på bilforsikringer i 2017. Mindre og mere sikre biler skærer i skadesudgifterne, og det puster til priskrigen, lyder meldingen fra aktører i branchen. (Side 3)

NORWEGIAN I NY ATLANT-OFFENSIV

Nye ruter fra Skotland og Irland sender priserne for at flyve til USA helt i bund, varsler det norske lavprisselskab Norwegian. De billigste billetter kommer til at koste under 500 kr. (Side 3)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder

13:51 USA/tendens: Tesla speeder op før åbning i ventet grøn onsdag
13:08 Valuta: Yen nær interventionsniveau
12:26 Europa/aktier: Svenske banker sender sektor ned - chipaktier i optur i positivt marked
11:44 Obligationer/middag: Renten stiger ekstra efter tyske tal
11:35 Aktier/middag: DSV og bankerne får høvl - Novo er med til at trække i rødt
10:37 Topchef: DSV har taget markedsandele på tværs af forretningen
10:18 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:03 DSV-aktien falder tungt: Skuffelse over aktietilbagekøb og indtjening vurderer analytiker
10:02 Tyskland: IFO-indekset slog forventningerne klart i april
10:01 Topchef i Ringkjøbing Landbobank: Pres på enkelte kundegrupper trods stærk kreditkvalitet
09:39 Danske bankaktier dykker efter skuffende regnskaber fra Handelsbanken og SEB
09:22 Ringkjøbing Landbobank-topchef: Kurs mod toppen af prognosen efter stærkt kvartal
09:10 Aktier/åbning: DSV's driftsskuffelse gør ondt - aktien trækker C25 ned
09:10 Fransk NKT-konkurrent rammer plet med omsætningen i første kvartal
09:01 Nordea ser solid fremgang for dansk økonomi og spår lavere renter
08:50 Zealand Pharma får gevaldigt kursmålsløft hos Nordea
08:43 Obligationer/åbning: Renterne stiger fra start efter amerikansk vending
08:31 DSV OVERBLIK Q1: Lavere priser på fragt rammer driftsindtjeningen
08:25 DSV-aktien kan falde lidt fra start men positivt med stigende volumener og markedsandele
08:23 Carlsbergs store hollandske rival vokser mere end ventet