Fredagens internationale avisuddrag med Kina, Qatar Airways og Tesla

Udgivet den 23-06-2017  |  kl. 07:49  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

KINESISKE KÆMPER ER UDSAT FOR "SYSTEMATISK RISIKO"

Flere store kinesiske selskaber ligger under for "systematisk risiko", mener de kinesiske myndigheder. Flere kinesiske selskaber har været på storstilet opkøbstogt i udlandet, hvilket skader andre giganter på det kinesiske marked som Dalian Wanda, Fosun International og konglomeratet HNA, der alle har set deres aktiekurser falde. (BIG CHINA COMPANIES TARGETED OVER "SYSTEMATIC RISK")

MULIGE KØBERE FLYGTER FRA HANDEL MED STORT SELSKAB

Potentielle købere til Global Logistic Properties (GLP) løber fra forhandlingsbordet. Blackstone og KKR har tidligere vist interesse for selskabet men har i sidste øjeblik fået kolde fødder. Ifølge talspersoner, der er bekendte med handlen, skyldes det ledelsesstrukturen i GLP. Flere prominente asiatiske erhvervsprofiler sidder på tronen i selskabet, der har en værdi af 19 mia. dollar. Købstilbuddet udløber den 30. juni 2017. (PRIVATE EQUITY PLAYERS TURN THEIR BACK ON GLP'S LANDMARK ASSET SALE)

GOLF-STATER SENDER POLITISK ØNSKELISTE TIL QATAR

Qatars naboer i Den Persiske Golf har givet det olierige land ti dage til at opfylde 13 krav, der skulle være nok til at begrave stridsøksen. Blandt andet skal Qatar lukke nyhedskanalen Al Jazeera, begrænse sine relationer til Iran samt nedlægge militærbasen i Tyrkiet, der kort efter krisen i Mellemøsten fik etableret et samarbejde med Nato. (MIDDLE EAST NEIGHBOURS ISSUE DEMANDS TO END QATAR BLOCKADE)

TRUMP-CARE MANGLER OPBAKNING I SENATET

USA's præsident, Donald Trump, møder modstand i Senatet, hvor fire medlemmer ikke vil støtte præsidentens seneste udspil til en sundhedsreform. (LATEST US HEALTHCARE BILL UNDER THREAT IN SENATE)

THERESA MAY: EU-BORGERE KAN BLIVE I STORBRITANNIEN EFTER BREXIT

Når brexit træder i kraft, vil de godt 3 mio. EU-borgere, der bor i Storbritannien, kunne leve på præcis samme vilkår, som de gør i dag. Det forsikrede Storbritanniens premierminister, Theresa May, om torsdag aften ved et EU-topmøde i Bruxelles. (THERESA MAY OFFERS TO ALLOW EU CITIZENS TO STAY IN UK POST-BREXIT)

KINESISK SOCIALT MEDIE FÅR KURSLUSSING EFTER POLITISK INDGREB

Det kinesiske regime i Beijing strammer grebet om de populære sociale medier. Det vil ikke længere være muligt at lægge små videoer op på den populære platform Sino Weibo, der minder om Twitter, hvilket gik ud over selskabets aktie, der faldt med 6,1 pct. torsdag. Kursfaldet reducerede Sino Weibos værdi fra 16,8 mia. dollar til 15,8 mia. dollar. (BEIJING'S VIDEO-STREAMING BAN LOPS 1BN DOLLAR OFF SINO WEIBO MARKET CAP)

USA BRUGER ENERGI PÅ NYE HANDELSAFTALER

Den amerikanske regering med præsident Donald Trump i spidsen har taget hul på et nyt kapitel i landets energipolitik. Eksport af naturgas skal bruges som redskab i forhandlingerne om handelsaftaler med Asien, hvilket skal skabe flere amerikanske job og reducere USA's underskud på handelsbalancen. (TRUMP LOOKS TO LIFT LNG EXPORTS IN US TRADE SHIFT)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

QATAR AIRWAYS VIL KØBE EN STOR BID AF AMERICAN AIRLINES

Qatar Airways vil købe omkring 10 pct. af aktierne i American Airlines. American Airlines' administrerende direktør, Doug Parker, er "ikke glad" for Qatars tilnærmelser. (AMERICAN AIRLINES CEO "NOT HAPPY" ABOUT QATAR AIRWAYS PLAN TO BUY 10 PCT. STAKE)

TIDLIGERE TOPCHEF I UBER KENDTE TIL OMFATTENDE TYVERI FRA GOOGLE

Retssagen mellem Google og Uber er blusset op, efter at det kom frem, at Ubers tidligere administrerende direktør, Travis Kalanick, angiveligt kendte til de stjålne filer fra Google, som en ingeniør havde taget for at blive klogere på teknologien bag Googles selvkørende biler. (UBER EX-CEO TRAVIS KALANICK KNEW OF STOLEN GOOGLE FILES)

TESLA PÅ KINESISK EVENTYR

Tesla er i færd med at undersøge mulighederne for at åbne nye produktionsfaciliteter i Kina. Selskabet fortæller i en pressemeddelelse, at man inden årets udgang vil have en plan klar. (TESLA EXPLORES POSSIBILITY OF MANUFACTURING CARS IN CHINA)

WARREN BUFFETT ER LUN ISRAELSKE OBLIGATIONER

Storinvestoren Warren Buffett anbefaler, at man køber israelske obligationer. Bestyrelsesformanden i Berkshire Hathaway har været vært for et yderst velhavende selskab i New York, der tilsammen investerede 150 mio. dollar i Development Corporation for Israel, der sælger Israels obligationer. (WARREN BUFFETT WANTS YOU: TO BUY ISRAEL BONDS)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

BRITISKE FABRIKKER KØRER PÅ HØJTRYK I TAKT MED DEN GLOBALE ØKONOMI

Ordrebøgerne bugner hos britiske industriarbejdere, der oplever den største efterspørgsel i næsten 30 år. Dette skyldes blandt andet en stærkere global økonomi og lavere pund. (UK MANUFACTURING SOARS THANKS TO WEAK POUND AND GLOBAL RECOVERY)

BRITISK TOPCHEF MISTER MILLIONBONUS

Jill McDonald, der har forladt chefposten i Halfords til fordel for tøjgiganten M&S, går glip af en bonus på 1,7 mio. pund. (M&S FASHION CHEIF WILL LEAVE BEHIND 1,7M POUND AS SHE DEPARTS HALFORDS)

/ritzau/FINANS

Ditte Rieland Hansen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder