Jyske Bank fastholder Reducer-anbefaling på D/S Norden oven på gårsdagens regnskab.
- D/S Norden afleverede i går et flot årsregnskab, der lå i toppen af selskabets egen prognose og på niveau med både vores forventninger og konsensus. Prognosen for 2010 var umiddelbart lidt til den svage side i forhold til hvad både vi og markedet forventede. Mens tørlastmarkedet gennem 2009 generelt har været godt med flotte rateniveauer, har tankmarkedet haft det meget svært med rater under omkostningsniveauet. Med store ordrebøger i begge segmenter er der for 2010 betydelig usikkerhed. Vi fastholder vores Reducer anbefaling, da vi fortsat har manglende tiltro til, at tørlastmarkedet kan fortsætte på de niveauer, vi har set i de seneste måneder. Vi vurderer, at de nuværende høje fragtrater er baseret på et for skrøbeligt grundlag, og vi forventer faldende fragtrater i den kommende periode. Risikoen for en negativ effekt på aktien er forstærket af det nuværende høje kursniveau, skriver Jyske Bank.