Kina/Danske: Positivt med aftale - mindre positivt med få detaljer -NY

Udgivet den 13-12-2019  |  kl. 18:16  |  

USA og Kina bekræftede fredag eftermiddag, at de to parter har indgået en fase 1-aftale i handelskonflikten. Det var dog småt med nærmere detaljer.

Det konstaterer Allan von Mehren, der er chefanalytiker med fokus på Kina hos Danske Bank.

Meldingen var fredag, at USA og Kina er nået til enighed om en "god aftale", og at toldsatserne vil blive rullet gradvist tilbage. Kina har til gengæld forpligtet sig til at købe et signifikant beløb af varer fra USA, men det blev ikke offentliggjort, hvor mange varer, der er tale om.

Kort tid efter kom den amerikanske handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, med en melding om, at aftalen indebærer, at toldsatserne bliver sænket til 7 pct. på varer for 120 mia. dollar (fra tidligere 15 pct.), og den vil være 25 pct. på varer for 250 mia. dollar (har været 30 pct. siden oktober), oplyser Allan von Mehren.

Han påpeger, at det desuden fremgår, at Kina vil ændre regler på en række forskellige områder, der skal give bedre forhold for amerikanske virksomheder, når det kommer til teknologioverførsel, beskyttelse af ejendomsrettigheder og adgang på det finansielle område.

- Det positive i dag er, at begge parter nu har bekræftet, at der er lavet en aftale. Dermed står det klart, at handelskrigen aftrappes frem for at eskalere yderligere. Det lidt mindre positive er, at det er småt med detaljerne, skriver han.

Han finder det afgørende, at udmeldingen peger på, at det værste i handelskrigen nu er bag os, og der er udsigt til en nedtrapning af konflikten.

- Vi skal nok forvente bump på vejen, men en ganske betydelig sky er så småt ved at lette fra verdensøkonomien, og det giver plads til lidt mere positive udsigter for både markeder og verdensøkonomien, skønner chefanalytikeren.

FASE 2-AFTALE BLIVER VANSKELIGERE

Meldingen fra Trump var, at fase-to forhandlingerne nu går i gang med det samme.

Det skønner Allan von Mehren nok bliver vanskeligere.

- Nogle af de store knaster mellem parterne ligger her, ikke mindst Kinas industripolitik, skriver han.

Danske Bank ser en 50 pct.,'s sandsynlighed for, at USA og Kina kan tage et yderligere skridt i 2020 i at nedtrappe konflikten.

- Det betyder dog ikke, at man ikke vil kæmpe videre på en række andre områder - herunder teknologi. Men for det kommende år, venter vi at lettelsen i handelskrigen vil være det vigtigste for global økonomi. At det sker samtidig med at vi har en Brexit-aftale på vej i Storbritannien vil bidrage til en mere positiv stemning næste år, slutter han.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Kina❯  USA❯ 

Seneste nyheder