Kraft Heinz sendt i dørken af Goldman Sachs

Udgivet den 14-11-2019  |  kl. 23:52  |  

Den store amerikanske fødevarevirksomhed Kraft Heinz faldt markant i torsdagens børsmarked. Det skyldtes en nedjusteret anbefaling fra investeringsbanken Goldman Sachs, som trods Kraft Heinz senere tids kursderoute nu anbefaler investorerne at sælge aktien. Banken havde før en neutral holdning.

Aktien i Kraft Heinz dykkede med 7,0 pct. torsdag, og den har nu mistet 28 pct. siden årets start.

Koncernen er udfordret på væksten i sine gamle varemærker og har tidligere i år også nedskrevet goodwill-værdien af flere dem med samlet mere end 15 mia. dollar.

Hos Goldman Sachs noterer analytiker Jason English sig, at driftsoverskuddet er dalet til 6 mia. dollar i 2019 mod et niveau på 7,6 mia. dollar for fire-fem år siden, og samtidig ser han øgede investeringer foran sig i mejeri- og i proteinforretningen, fordi ledelsen de senere år ikke har sat nok penge af der.

- I vores optik har selskabet underinvesteret i mange områder og står nu foran fornyet omkostningspres i mejeri og potentielt også protein til næste år, hedder det i analysen, ifølge Bloomberg News.

Presset derfra kan betyde, at Kraft Heinz bliver tvunget til frasalg af dyre forretningsområder, og det vil bringe driftsresultatet endnu længere ned, reducere pengestrømmen og ultimativt true koncernens udbyttebetalinger, som ligger i omegnen 5 pct. om året, konkluderer Goldman Sachs.

Torsdag var det kun netværksproducenten Cisco, som med et minus på 7,3 pct. klarede sig ringere end Kraft Heinz i S&P 500-indekset. Cisco skuffede ved at spå omsætningsfald i det igangværende fjerde kvartal mod en ventet vækst på Wall Street.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder