Mandagens aktier: Pandora zigzaggede tæt på C20-toppen

Udgivet den 17-07-2017  |  kl. 17:06  |  
Novo Nordisk - Insulin

Volatile Pandora fortsatte mandag den slingrende kursudvikling, der over de seneste ni handelsdage har budt på skiftevis stigninger og fald.

Mandag var det igen tid til stigning, og den blev på 1,4 pct. til 660 kr., som sikrede Pandora en placering tæt på toppen af C20 Cap-indekset.

Eliteindekset genfandt som helhed hen ad eftermiddagen den positive stemning efter en noget slukøret dans på stedet ved middagstid. Og ved lukningen lå indekset i 1179,72 - eller 0,5 pct. højere end ved fredagens lukning - efter en nyhedsfattig dag.

- Det har været en forholdsvis stille mandag, på trods af at der nu er ved at komme lidt regnskaber. Men sommerferien kører stadig på højtryk, og det præger billedet herhjemme omsætningsmæssigt, lyder karakteristikken fra afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

Med til at trække indekset op var også Novozymes med et plus på 1,8 pct. til 295,70 kr. og FLSmidth-aktien, der steg 1,2 pct. til 415,20 kr.

Mens der ikke var nyhedsmæssig baggrund for plusset til Novozymes, kunne investorerne erfare, at det amerikanske investeringsselskab AQR Capital Management har øget sin andel af "shortede" aktier i Pandora til 1,11 pct. af smykkeselskabets aktiekapital. Dermed spekulerer amerikanerne i et kursfald, som dog ikke blev til noget mandag.

FLSMIDTH-KONKURRENTER KOM MED TAL

FLSmidth fik konkurrentnyt fra flere kanter og især fra Sverige.

Atlas Copco, der konkurrerer mod FLSmidth om kunderne inden for den globale mineindustri, skuffende med sit regnskab både på ordreindgang og med hensyn til omsætning på koncernbasis trods fremgang i både ordreindgang, omsætning og driftsmargin i mineaktiviteterne.

Atlas Copco-aktien skred efterfølgende mod bunden på den svenske aktiebørs.

Ligeledes svenske Sandvik, som netop har solgt dele af sine aktiviteter inden for mineområdet til FLSmidth, overgik til gengæld analytikernes forventninger med blandt andet en ordreindgang på 24,5 mia. svenske kr. mod ventet 23,4 mia. svenske kr. ifølge estimater fra SME Direkt.

Overskuddet før skat blev 3045 mio. svenske kr., mens analytikerne havde ventet et overskud på 2724 mio. svenske kr. Men regnskabet blev alligevel straffet med et markant kursfald.

De to aktier kan ifølge Ole Kjær Jensen i et vist omfang opfattes som peers til FLSmidth, om end de begge har mange flere aktiviteter ud over at være leverandør til mineindustrien. Og selv om tallene umiddelbart skuffede, var der også gode nyheder at trække ud af regnskaberne.

- Det kan de godt, og FLSmidth kørte da også lige lidt ned på deres regnskaber. Men nu er den så oppe igen, for det tyder jo på, at der er fornuftigt gang i mineindustrien. Men der er mange andre ting, der spiller ind på de to svenskere, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank påpeger, at regnskaberne fra de svenske selskaber netop viser tegn på, at kunderne i mineindustrien begynder at røre på sig.

PRESSET CARLSBERG

Med i bunden af eliteindekset sluttede Carlsberg-aktien med et fald på 0,3 pct. til 690,50 kr., og her har Kim Sejdelin, senioraktierådgiver i Jyske Bank, et bud på en forklaring, der bygger på udmeldinger fra det tyrkiske bryggeri Efes fredag i sidste uge om det østeuropæiske marked:

- Der ser det ud som om, at det russiske marked er stærkt, stærkt konkurrencepræget, og det tyder på, at vi i hvert fald har ligget lidt for højt på forventningerne til volumen i 2017. Så dem har vi kørt en kende ned.

- Før ventede vi en flad volumenudvikling, men nu venter vi minus 3 pct., siger Kim Sejdelin.

NORSK UDFORDRING TIL TDC

Blandt dagens mange skandinaviske regnskaber var der også tal fra Telenor, der også konkurrerer med TDC om mobiltelefoni til danske kunder. Og regnskabet viste, at nordmændene vinder kunder på det danske marked.

Telenor øgede kundetallet med 11.000 i andet kvartal til omkring 1,8 mio., viser regnskabet, hvor Telenor også løftede sit driftsoverskud (EBITDA) til 234 mio. norske kr. i Danmark fra 136 mio. norske kr. for et år siden.

TDC, der kommer med sit eget regnskab for andet kvartal 10. august, steg 0,2 pct. til 37,80 kr.

Mandagen bød desuden på flere kursmålsændringer.

Det gjaldt blandt andet for GN Store Nord, der har fået øget sit kursmål en anelse hos tyske Mainfirst til 171 kr. fra 164 kr., mens anbefalingen fortsat er "underperform". Aktien steg 0,3 pct. til 194,60 kr.

For branchekollegaen William Demant, som steg 0,8 pct. til 171,90 kr., blev kursmålet øget til 174 kr. fra 124 kr. hos tyskerne, der fortsat siger "neutral".

Endelig fik Danske Bank, der faldt 0,04 pct. til 257,30 kr., øget sit kursmål hos Berenberg til 210 kr. fra 150 kr. få dage før bankens halvårsregnskab. Analytikerne i det tyske finanshus har dog fortsat anbefalingen "sælg" af den danske storbank.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
17/11/17

 
0,00%
 
17/11/17

 
0,19%
 
17/11/17

 
0,00%
 
17/11/17

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder