Mandagens danske avisuddrag med Carlsberg, DTU start-ups, Nykredit

Udgivet den 20-03-2017  |  kl. 06:43  |  

BØRSEN

I NORDEN HAR DANSKE BESTYRELSESFORMÆND DEN STØRSTE LØNFEST

Siden 2010 er honorarerne steget 60 pct. i gennemsnit for bestyrelsesformænd i de største danske selskaber. Formændene får i snit 40 pct. mere end kollegerne i de andre nordiske lande. (Forside, side 6-7)

CARLSBERG RENOMMÉ UDFORDRET I ENGLAND

Ny enhed i Carlsberg skal forsøge at rette op på selskabets renommé i England, der har lidt skade. Men selve navnet Carlsberg er en hindring, da det har fået ry som discountøl. (Side 8)

SPECIALBANK LUKKER EFTER MINDRE END TO ÅR

Christian Dyvig lukker særlig investeringsbank, som han startede for mindre end to år siden. Årsagen er, at Dyvigs højre hånd, Kristian Skovmand, har fået nyt job som chef for SEB's danske afdeling for corporate investment banking. (Side 10)

NUL PCT. ÆNDRING I ANTAL KVINDELIGE TOPCHEFER PÅ TI ÅR

En ny opgørelse viser en udvikling på 0 pct. i ti år i antallet af kvindelige topchefer i de 30 største danske selskaber. Danske topchefer ser kritisk på den manglende udvikling og vil gribe til handling. (Side 14)

PRESSET OLIELEVERANDØR FÅR MILLIONINDSPRØJTNING

Offshoreleverandøren Semco Maritime er presset på egenkapitalen som følge af dalende aktivitet i Nordsøen. Selskabet får nu en stor millionindsprøjtning fra ejeren, C.W. Obel. (Side 16)

CREDIT SUISSE SPEKULERER I OLIEFUSION MELLEM DONG OG MÆRSK

Credit Suisse ser i analyse på muligheden for en fusion af Dong og Mærsks olie- og gasaktiviteter. Storbanken ser det som sandsynligt og lægger vægt på skatteunderskud. (Side 17)

LANDBRUG OG FØDEVARER: DANSK SVINEEKSPORT KAN DYKKE 75 PCT. EFTER BREXIT

Hvis brexit ender uden en aftale mellem EU og Storbritannien kan det betyde et fald i dansk fødevareksport på 10 mia. kr., vurderer Landbrug og Fødevarer. (Side 18-19)

DANMARK PÅ CHARMEOFFENSIV BLANDT TYSKE TURISTER

Dansk turisme går glip af milliarder af kr. fra tyske turister. Ny markedsføringsstrategi fra Visitdenmark skal tiltrække flere tyskere på ferie til Danmark. (Side 20-21)

BERLINGSKE BUSINESS

TOPCHEFER: TEKNOLOGI KAN SKABE FLERE DANSKE JOB

Berlingskes Toplederpanel ser positivt på ny teknologi i virksomheden, som de vurderer snarere vil skabe flere arbejdspladser end færre. Beskæftigelsesministeren, Troels Lund Poulsen, vil sammen med Dansk Metals formand, Claus Jensen, fremme tilliden til digitalisering. (Forside, side 4-5)

REKORDHØJT ANTAL START-UPS FRA DTU

Studerende og medarbejdere fra DTU etablerede i 2016 67 start-up virksomheder, hvilket er flere end nogensinde før. Det er studeredene, der står bag to ud af tre af virksomhederne. (Side 6)

NYE EU-REGLER KAN BETYDE DYRERE DANSKE ABONNEMENTER

Danske mobilabonnementer kan stige med op til 60 kr. om måneden som følge af, at EU snart afskaffer roaminggebyret. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SMS-BESKEDER AFSLØRER MAGTOPGØR I SAG OM BYCYKLER

Formanden for cykelfonden bag de københavnske bycykler, Nikolaj Bøgh, har udvekslet en stribe private sms-beskeder med direktøren i det konkursramte Gobike. (Forside, side 8-9)

NYKREDITS LEDELSE GIVER SIG SELV LØNFORHØJELSE

Nykredits ejer hæver bestyrelsesmedlemmers honorar med op til 54 pct. Uanstændigt oven på bidragsstigninger og fyringer, lyder kritikken fra dele af baglandet. (side 4)

GULDFEBER FRA HERNING UDLØSER MILLIARDREGNING TIL VARMEKUNDER

Danske fjernvarmekunder kan se frem til en ekstra regning i milliardklassen. Og selskabernes ejere har ret til at proppe hele beløbet i lommen uden at sende én eneste krone retur til varmekunderne. (side 6-7)

MOTORVEJSKÆDE SCORER MILLIONER

På to år har Monarch tredoblet sit overskud. Men kæden af motorvejsrestauranter har færre kunder og tager konsekvensen af det. (side 5)

CASA OMSATTE FOR 1,4 MIA. KR.

Horsens-koncernen Casa kan i sit regnskab for 2016 fremvise en omsætning på 1,4 mia. kr. Dermed er toplinjen i selskabet vokset med næsten 400 pct. på fire år.

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
13:45:01

 
0,00%
 
13:45:01

 
-1,86%
 
13:45:01

 
0,00%
 
13:45:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder