Når én underskrift ikke er nok

Udgivet den 13-02-2016  |  kl. 06:00  |  

Køb, Salg, Overdragelse, Salgsopstilling, Interiør, Par, Førstegangskøbere (Foto: David Buchmann - Boligsiden.dk) Et boligkøb kan hurtigt løbe op i millioner, og det er en stor beslutning at skrive under på en købsaftale. Typisk er boligkøbet afslutningen på en lang søgeproces, og beslutningen om at købe den enkelte bolig er noget, man har diskuteret indgående i familien og med banken. Så når man er nået dertil, hvor man griber kuglepennen og sætter sin underskrift på købsaftalen, er det en begivenhed. Og stor bliver overraskelsen og skuffelsen da også, når det så viser sig, at boligkøbet trods underskriften alligevel ikke er blevet til noget, fordi sælger har solgt boligen til en anden.

 

”Der skal underskrift fra både køber og sælger på aftalen, før den er gældende. Hvis flere købere uafhængigt af hinanden skriver under på en købsaftale, er det op til sælger, hvilken en aftale han eller hun vælger at underskrive”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

 

Et storbyfænomen

Det er især i storbyerne, hvor der er rift om boligerne, at køberne i stigende grad oplever, at bolighandlen glipper, selv efter aftalen er skrevet under, og champagnen er åbnet.

 

”Det er sket hyppigere i det seneste års tid, hvor der er kommet mere gang i handlen. Især i byområderne, hvor efterspørgslen er større end udbuddet, og hvor flere står klar til at købe”, siger Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.

 

Undgå skuffelser

Den bedste måde at undgå skuffelser på er ved at vente med at juble, når du har underskrevet købsaftalen på din drømmebolig. Først når sælger har skrevet under, kan du åbne champagnen. For at undgå for mange dage med ulidelig ventetid kan du prøve at gøre sælgers acceptfrist så kort som muligt. Men som køber kan det være svært at stille krav, når det er sælgers marked.

 

”Som situationen ser ud nu fx i København, er det sælger, der har bukserne på. De kan vælge og vrage mellem købere og tilbud, og som køber må man bare vente og håbe, at man før eller siden er den, der står med to underskrifter på kontrakten”, siger Birgit Daetz.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder