Når København er for dyr: Her er de nye populære områder

Udgivet den 16-12-2017  |  kl. 06:00  |  
København (Foto: Boligsiden.dk)

København (Foto: Boligsiden.dk)

Mens priserne på lejligheder og huse i Københavns Kommune er steget henholdsvis 12 og 8,5 procent det seneste år, har flere og flere borgere søgt mod omegnskommuner som Rødovre, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk for at få råd til at købe en bolig. Men også her er boligpriserne nu over landsgennemsnittet. Det skubber flere købere endnu længere væk, men hvad er det så for nogle områder, der bliver populære?

Boligsiden.dk har undersøgt handelsaktivitet og boligpriser i hvert enkelt postnummer på Sjælland. Undersøgelsen viser, at det er blevet populært at slå sig ned i Lille Skensved og Havdrup, der ligger i Køge og Solrød kommuner - lige uden for den populære vestegnscirkel.

"Begge steder er der solgt mange flere boliger end tidligere, priserne er fulgt med, og samtidig har vi set, at byggeriet boomer, idet der er oprettet omtrent 200 nye projektsalg i hver af de to kommuner. Disse blomstrer virkelig og får yderligere gavn af, at der snart kommer en ny toglinje med højhastighedstog, der nedbringer rejsetiden til København," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Vækst i flere retninger

Ud over de nye populære områder sydvest for København, flytter der også flere og flere til områder både nord, vest og længere syd for København.

"Hvalsø ligger i den vestlige del af Lejre Kommune. Her er naturskønt og korte afstande til både Roskilde og København, og med de generelle prisstigninger det seneste år i kommunen, er det naturligt, at flere rykker længere vestpå for at få mere for deres penge," siger Birgit Daetz.

De to meget forskellige områder Nærum i Nordsjælland og Stubbekøbing på Falster fuldender top fem over postnumre med størst stigning i handelsaktiviteten, og mens priserne i Stubbekøbing er fulgt med, er de stagneret i Nærum.

Og hvad så nu?

Det afgørende spørgsmål er så, om alle fem områder bliver endnu større nye bolighits i 2018. Dertil er Birgit Daetz fortsat lidt forsigtig.

"Generelt kan vi sige, at det er naturligt, at flere kommer til kommuner som Roskilde, Greve, Solrød og Køge mod syd, fordi de ligger med god forbindelse til København. De flotte stigninger i salget i Stubbekøbing skal nok nærmere ses som en reaktion på, at man her får det modsatte. Fred og ro og masser af plads et stykke væk fra storbyen til fordelagtige priser."

Postnumre med størst stigning i handelsaktivitet på Sjælland (eksl. København)

Postnummer Antal solgt i 2016 Antal solgt i 2017 Ændring i handelsaktivitet i %
Lille Skensved 34 59 73,5
Hvalsø 33 55 66,7
Stubbekøbing 25 40 60,0
Nærum 55 85 54,5
Havdrup 35 54 54,3

Udvikling i kvadratmeterpriser i postnummer med størst stigning i handelsaktivitet

By Kvm. pris 2016 Kvm. pris 2017 Ændring i boligpriser i %
Lille Skensved 13.785 15.178 10,1
Hvalsø 13.630 14.151 3,8
Stubbekøbing 4.618 5.737 24,2
Nærum 26.043 25.964 -0,3
Havdrup 14.764 16.895 14,4

Byer med flest oprettede projektsalg siden 2016 på Sjælland (eksl. København)

By Antal projektsalg siden 2016
Roskilde 290
Rødovre 286
Solrød Strand 218
Køge 195
Farum 171

LÆS OGSÅ: Top 10: Her er tilflytningen størst

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯