Nordea OPTAKT 20/7 Q2: Fokus på melding om hovedkvarter ud over tal

Udgivet den 17-07-2017  |  kl. 14:16  |  
Nordea

Der vil i torsdagens regnskab fra Nordea være fokus på en mulig flytning af hovedsædet og meldinger om det ud over den normale opmærksomhed omkring selve tallene.

Ifølge senioraktieanalytiker Thomas Eskildsen fra Jyske Bank er flytningen af hovedkvarteret blevet mindre sandsynlig, efter at den svenske regering for nylig er kommet med nye udmeldinger om et muligt medlemskab af EU's bankunion.

- Vi venter, at Nordea vil annoncere Sverige som sit fremtidige domicilland, skriver analytikeren fra Jyske Bank i en analyse.

Han vurderer, at annonceringen "kan indtræffe" på torsdag, mens hans kollega i Sydbank, Mikkel Emil Jensen, er mere sikker.

Han regner med, at Nordea i forbindelse med regnskabet vil komme med en endegyldig beslutning om den geografiske placering af hovedkvarteret, og at banken vælger at blive i Sverige.

Han forklarer forventningen om at forblive i Sverige med "begrænset/manglende kapitalfrigørelse ved flytning, usikkerhed om den aktivitetsafhængige bankskat, som ligger over den kendte hovedkvartersafhængige afviklingsskat, risici ved stor geografisk koncentreret bankdrift i Danmark, manglende viden om fremtidige skatter/regulering i de pågældende lande samt nylig svensk interesse i EU's bankunion".

- Sydbank ser risiko for en negativ kursreaktion, såfremt Nordea vælger at blive i Sverige, eftersom markedet, ifølge vores estimater, endnu ikke har indregnet de nye svenske skatter, skriver Mikkel Emil Jensen.

Sydbank har en "hold"-anbefaling af Nordea-aktien, mens Jyske Bank anbefaler "reducer".

LAVERE OVERSKUD END SIDSTE ÅR I VENTE

Selve regnskabet vil samlet set vise vækst i indtægterne for så vidt angår nettorenter, gebyrer og kursreguleringer, men stigende omkostninger og mindre "andre indtægter" vil give et lavere driftsoverskud sammenlignet med andet kvartal sidste år.

Det er forventningen hos de analytikere, der har leveret estimater til Ritzau Estimates.

De ser nettorenterne stige til 1209 mio. euro fra 1172 mio. euro, nettogebyrer ses stige til 861 mio. euro fra 804 mio. euro, men kursreguleringer ventes at falde med 30 mio. euro til 375 mio. euro.

Omkostningerne vil stige, hvilket primært skyldes ekstra ressourcer, der er indsat til kampen mod hvidvaskning, vurderer Sydbanks analytiker Mikkel Emil Jensen.

De 12 analytikere, der har leveret skøn til Ritzau Estimates, ser en stigning på 50 mio. euro til 1256 mio. euro.

Nedskrivningsposten ventes fortsat domineret af nedskrivninger på olie- og offshorerelaterede virksomheder, men modsat trækker ifølge Sydbank en høj kreditkvalitet, lave renter og stigende boligpriser. Samlet skønnes et niveau som i andet kvartal sidste år, da nedskrivninger udgjorde 127 mio. euro.

På bundlinjen ventes Nordea at levere et overskud på 843 mio. euro mod 995 mio. euro i andet kvartal sidste år.

Analytikernes forventninger til regnskabet for Nordeas andet kvartal af 2017:

Mio. euro Q2 17(e) Q2 16 FY 17(e) FY 16
Netto renteindt. 1209 1172 4858 4727
Netto gebyrindt. 861 804 3466 3238
Resultat af poster til dagsværdi. 375 405 1572 1715
Samlede indt. 2458 2556 9979 9927
Samlede omkostninger 1256 1206 4967 4800
Resultat f. nedskr. 1222 1350 5033 5127
Nedskrivninger 126 127 479 502
Driftsresultat 1094 1223 4548 4625
Nettoresultat 843 996 3494 3766
Udbytte per aktie (euro) - - 0,67 0,65

(e) = medianestimat, indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til 12 analytikere.

11 analytikere har oplyst anbefaling, og én anbefaler "køb", mens otte anbefaler "neutral", og to anbefaler "sælg".

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
12:42:02

 
0,00%
 
12:42:02

 
0,00%
 
12:42:02

 
0,00%
 
12:42:02

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder