Nykredit er i dag kommet med forventninger til årsresultat for 2008. Realkredit koncernens samlede basisindtjening efter nedskrivninger udgør 2,0 mia. kr. og resultatet før skat udgør -0,9 mia. kr., meddeler selskabet.
I Basisindtjeningen var der tidligere forventet et plus på 3,3-3,5 mia. kr.
Resultat før skat var i 2007 på +4,4 mia. kr. og basisindtjening på 4,2 mia.
Regnskabstallene er foreløbige og kan blive ændret frem mod offentliggørelsen af årsregnskabsmeddelelse og årsrapport den 5. februar 2009.
Koncernchef Peter Engberg Jensen siger i en kommentar:
- Den almindelige forretningsdrift og basisindtjening udviklede sig positivt i 2008 med 11 pct. vækst i de kundevendte forretninger og lave tab på både realkredit- og bankområdet - set eksklusive udviklingen i Forstædernes Bank, Markets & Asset Management og tab relateret til Roskilde Bank og EBH-koncernen. Samlet set har Nykredit en sund basisforretning med lav risiko, hvis resultater dog overskygges af den ekstraordinære udvikling på de finansielle markeder med bankkrak og negativ indtjening på obligations- og aktiemarkederne.
Nykredits datterselskaber indgår i ovenstående resultater for Nykredit Realkredit koncernen. I Totalkredit forventes et resultat før skat på 1,1 mia. kr. I Nykredit Bank forventes et resultat før skat på -0,3 mia. kr. I Forstædernes Bank forventes et resultat på -1,6 mia. kr., heraf -1,1 mia. kr. vedrørende nedskrivninger, der indgår i Nykredit Realkredit koncernens åbningsbalance i forbindelse med købet af banken. I Nykredit Forsikring forventes et resultat før skat på 0,1 mia. kr.