Obligationer/middag: Renter kører lidt op i nyhedsfattigt marked

Udgivet den 20-03-2017  |  kl. 12:25  |  

De europæiske obligationsmarkeder ligger med små renteplusser mandag middag i et afdæmpet og nyhedsfattigt marked.

Herhjemme åbnede renten på den toneangivende tiårige statsobligation mandag morgen næsten uændret i 0,70 pct., men i løbet af formiddagen kravlede renten lidt op - og den ligger ved 12.15-tiden i 0,72 pct. svarende til en stigning på 2 basispoint.

Mens sidste uge var spækket med makroøkonomiske begivenheder - blandt andet i form af rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der som ventet hævede sin ledende rente - er billedet helt omvendt i denne uge.

Der er mandag så godt som ingen tunge nøgletal i kalenderen, og det samme gælder det meste af resten af ugen. Først fredag kommer der noget mere tyngde i nøgletallene.

- Ugens højdepunkt er fredagens foreløbige PMI'ere fra Eurolands industri og servicesektor, som vil vise om virksomhederne fortsat er ganske optimistiske. Samme dag får vi ordreindgang af varige goder fra USA, hvor vi vil kigge efter, om virksomhedernes optimisme har sat gang i investeringerne, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.

Eneste tal af betydning mandag var opgørelsen af producentpriserne i Tyskland i februar, der blev præsenteret klokken 8.00.

Den viste en stigning i priserne på 0,2 pct. på månedsbasis og 3,1 pct. på årsbasis. Det var en smule under forventningerne blandt økonomerne, der havde regnet med prisstigninger på henholdsvis 0,4 pct. og 3,2 pct.

I manglen af nøgletal kan investorerne i stedet se frem til en tale fra Charles Evans, der er chef for Federal Reserves afdeling i Chicago. Han taler efter det danske markeds lukketid i New York.

I sidste uge løftede Federal Reserve helt som ventet sin ledende rente, men samtidig overraskede centralbanken markedet en smule ved ikke at slå en særlig aggressiv tone an i forhold til yderligere stramninger resten af året.

Derfor vil markedet igen holde godt øje med udtalelser fra de ledende skikkelser i banken i den kommende periode.

Derudover skydes der også for alvor gang i præsidentvalget i Frankrig med en første tv-duel mellem kandidaterne mandag.

- Debatterne spillede en stor rolle op til primærvalgene hos både republikanerne og socialisterne, og derfor vil der være ekstra fokus på meningsmålingerne umiddelbar herefter. Le Pen ser fortsat ud til at lide et klart nederlag i 2. valgrunde den 7. maj, men der er stadig knap 10 pct. af de franske vælgere, som endnu ikke har taget stilling, skriver Kim Fæster.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected] , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:50:01

 
0,00%
 
18:38:01

 
-0,76%
 
16:50:01

 
0,00%
 
18:38:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder