Salget af sundhedsfremmende fødevarer er stærkt stigende i vores nabolande Tyskland og Sverige, hvor forbrugerne har taget godt imod de nye fødevarer. Markedet for disse såkaldte sundhedsfremmende fødevarer er vokset betydeligt hurtigere end det samlede marked for fødevarer de seneste 15 år, og udviklingen ser ud til at fortsætte. Det giver muligheder for danske fødevareproducenter og producenter af fødevareingredienser.
Det skriver DI.
Frem mod 2013 skønnes markedet for sundhedsfremmende fødevarer at vokse med fem pct. årligt i Europa og med seks pct. om året i USA – en vækst der er totil tre gange så høj som det samlede marked for føde- og drikkevarer. Dermed kommer sundhedsfremmende fødevarer til at udgøre en stadig større andel af det samlede globale marked for fødevarer.
Værdien af markedet ventes at nå op i 37 mia. USD i USA og 10 mia. USD i Europa i 2013. Også i Asien forudses en stor vækst på området, og forventningen er, at salget af sundhedsfremmende fødevarer når op i 48 mia. USD i 2012.