Det norske teleselskab Telenor, der for et år siden nåede over 100 mio. mobilkunder på det asiatiske marked, overvejer nu at trække sig helt ud af Indien, efter landets Højesteret har annulleret i alt 122 mobillicenser, der blev udstedt i 2008 – heraf 22, som er ejet af et Telenor-kontrolleret selskab. Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag.
Ifølge Telenors chef for de asiatiske forretninger, Sigve Brekke, er det norske selskab blevet ’skadet unfair’ af Indiens Højesterets beslutning, men selskabet har dog tænkt sig at kæmpe for sin position i Indien.
- Hvis du spørger mig, om jeg er sur og skuffet, så er svaret ja, for det er helt klart, at vi er blevet straffet unfair. På trods af vreden har vi dog ikke tænkt os at lægge os ned og dø, siger Sigve Brekke ifølge Reuters.
Licenserne, som i torsdags blev annulleret, bliver trukket tilbage om fire måneder, og de respektive selskaber er blevet bedt om at byde på dem i en ny auktion, hvis de vil have dem tilbage. Det overvejer Telenor nu, men under betingelse af, at udbuddet kun bliver for de selskaber, der fik licenser tildelt i 2008.
Telenor ejer 67,25 pct. af selskabet Uninor, der har en markedsandel på over 4 pct. i Indien med omkring 40 mio. kunder. Beslutningen om at trække licenserne tilbage har allerede medført, at Telenor har afskrevet 4,2 mia. kr. på det indiske marked.