Tirsdagens aviser med Mærsk, Novozymes og Nykredit

Udgivet den 01-09-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

APPLE-AFTALE KAN GIVE VIBORG MILLIONSMÆK

Viborg står foran massive investeringer i fjernvarmenettet, hvis overskudsvarmen fra Apples enorme datacenter skal kunne udnyttes. Og det er forbrugerne, der kommer til at betale for investeringerne, lyder det fra det forbrugerejede Viborg Fjernvarme. Investeringerne løber op i 250 mio. kr. (Forside, side 6-7)

AMAGERBANK-LEDELSE SLIPPER FOR TILTALE

Bagmandspolitiet dropper tiltalen mod 11 medlemmer af Amagerbankens ledelse. Talentløshed er ikke ulovligt, og dårlig forretningssans er ikke strafbart, siger bankekspert. (Side 9)

MÆRSK LANDER STOR AFTALE OM SKOTSK GASFELT

Maersk Oils produktion forventes at stige 25 pct. som følge af en ny milliardaftale om det skotske Culzean-gasfelt. Det giver et fantastisk løft til hele virksomheden, fordi Culzean er en af de helt store projekter, vurderer direktør. (Side 10)

NOVOZYMES I ONLINEKRIG MED UDBYDER AF MBA

Beskyldninger og trusler fyger rundt i luften mellem Novozymes og Probana Business School. Probana har i en række år spammet Novozymes’ ansatte på trods af utallige opfordringer om at stoppe. Nu er der blokeret for alle e-mails fra Probana. (Side 14)

BAKTERIEPRINSER GÅR EFTER TOPPEN I MILLIARDMARKED

Dominans på det danske marked skal forvandles til en stærk position internationalt inden for fem år for probiotikaselskabet Biocare Copenhagen. (Side 16)

LEO PHARMA GØR KLAR TIL OPKØB FOR OP TIL 15 MIA. KR.

En ny global ledelsesstruktur skal tune Danmarks ældste medicinalvirksomhed til et kæmpe opkøb i milliardklassen. Det er en af koncernens absolutte nøgleprioriteter at foretage et meget stort opkøb. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

INVESTORER FORKÆLES MED KÆMPEBELØB

Næsten 100 mia. kr. får investorerne tilbage fra selskaberne i C20-indekset. Det er et udtryk for, at de effektive danske virksomheder tjener masser af penge, men de kan ikke finde noget at investere i. (Forside, side 4-5)

BAGMANDSPOLITIET OPGIVER SAG MOD AMAGERBANK-LEDELSE

En af finanskrisens mest kulørte og dramatiske sager om kredit til tre kendte ejendomsspekulanter på 1,5 mia. kr. og et tab på næsten 400 mio. kr. til banken er lagt på hylden. Politiet har opgivet at rejse straffesag mod den tidligere ledelse. En stor lettelse, erklærer bankens tidligere bestyrelsesformand N. E. Nielsen. (Side 3)

MÆRSK SER LYS I EN ISKOLD OLIETID

A.P. Møller-Mærsks hårdtprøvede olieforretning er klar til at kaste sig ud i et større gaseventyr i Nordsøen. Maersk Oil investerer i omegnen af 15 mia. kr. i et britisk gasfelt, der vil kunne dække hele Danmarks forbrug flere år frem. (Side 12)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

FLERE END HVER OTTENDE ØNSKER AT KLAGE OVER BANKEN

En ny undersøgelse baseret på 65.000 kundeinterviews viser, at danskernes utilfredshed med deres bank stiger. Hos Nykredit Bank er det 18 pct. af kunderne, og banken indtager dermed en lidet flatterende førsteplads som banken med flest klagelystne kunder. (Forside, side 6-7)

BEKYMRENDE SVAGHEDSTEGN I DE ØKONOMISKE VÆKSTTAL

På trods af en overraskende økonomisk fremgang i andet kvartal, viser tallene nede under overfladen bekymrende svaghedstegn. Det store spørgsmål lige nu er, hvor meget de danske forbrugere er blevet skræmt af panikken på aktiemarkederne de seneste uger. (Side 2)

BAGMANDSPOLITIET OPGIVER SIGTELSE MOD AMAGERBANK-LEDELSE

Bagmandspolitiet har frafaldet sigtelse mod 11 tidligere medlemmer af Amagerbankens ledelse, men en tidligere leder er tiltalt for groft bedrageri. (Side 4)

COLOPLAST-RIGMAND HÆVER 300 MIO. I UDBYTTE EFTER SUCCESÅR

Storaktionær i Coloplast Niels Peter Louis-Hansen, der er en af Danmarks rigeste, er godt tilfreds med årets resultat på næsten trekvart mia. kr. i sit personlige selskab. Særdeles tilfredsstillende og over det forventede, lyder det. (Side 4-5)

GLÆDE I MÆRSK OVER BRITISK JA

Briterne har sagt okay til næste skridt i Maersk Oils store gasfelt Culzean. Nyheden er positivt nyt for selskabet, som blandt andet er presset af olieprisfaldet. Culzean er et af Maersk Oils største aktiver og et af de projekter, som olie- og gasselskabets fremtid hviler på. (Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder