Tirsdagens internationale avisuddrag med brexit, Rolls-Royce, Samsung

Udgivet den 17-01-2017  |  kl. 08:57  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

MAY SENDER VALUTAMARKEDET PÅ RUTSCHETUR

Det britiske pund blev mandag svækket og nåede ned på et niveau ikke set siden 1985. Svækkelsen mandag kom i kølvandet på forventningerne til den tale, som den britiske premierminister, Theresa May, vil holde tirsdag for ambassadører og diplomater i London. Hun ventes at tilkendegive, at det vil blive "et hårdt" brexit, det vil sige at UK vil forlade det indre marked. (THERESA MAY TO LAY OUT CLEAN BREAK FROM EU)

ROLLS-ROYCE MODTAGER REKORDHØJ BØDE FOR KORRUPTION OG BESTIKKELSE

Den engelske producent af luksusbiler Rolls-Royce har indgået forlig om samlet at betale myndigheder i flere lande mere end 671 mio. pund, der svarer til 5,7 mia. kr., i sager om korruption og bestikkelse. Storbritannien har tildelt selskabet den største bøde, som den britiske stat nogensinde har udskrevet til et selskab. (ROLLS-ROYCE TO PAY £671M TO SETTLE BRIBERY PROBES)

VERDENS ØKONOMISKE FORUM I DAVOS ER STADIG AF BETYDNING

Denne uges Verdens Økonomiske Forum i Davos vil blive markant anderledes fra de forgående år. De sidste måneders begivenheder såsom brexit-afstemningen og præsidentvalget af Donald Trump er gået imod alt, hvad den globale elite, der mødes i Davos, står inde for. Dog vil forummet stadig have betydning og indflydelse. (WHY DAVOS 2017 MATTERS: 10 THINGS TO WATCH FOR)

AMERIKANSK STRESSTEST LETTER KRAV FOR UDVALGTE BANKER

Den amerikanske centralbank vil i den kommende årlige stresstest fritage flere udenlandske og mindre amerikanske banker fra testens mest byrdefulde krav. Den Spanske bank Banco Santander ventes dermed at kunne bestå testen efter at have fejlet de første tre gange. (SANTANDER TO BE GRANTED EXEMPTIONS IN US STRESS TEST)

BURBERRYS NYE CHEF MÅ VENTE SEKS MÅNEDER PÅ AT KUNNE SÆTTE SIG I CHEFSTOLEN

Burberrys kommende topchef, Marco Gobetti, må de første seks måneder i sin nye stilling nøjes med at arbejde for selskabets Asien-Stillehavsregion. Kontraktmæssige forhold forhindrer Gobetti i at starte som selskabets samlede topchef med det samme. (NEW BUBERRY CEO FACES 6-MONTH WAIT TO TAKE HIS COAT OFF)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

TYRKISK POLITI TILBAGEHOLDER MISTÆNKT FOR NYTÅRSANGREB

Tyrkiske medier skriver, at den mand, der er mistænkt for at have slået 39 mennesker ihjel nytårsaften på en natklub i Istanbul, nu er blevet anholdt af tyrkisk politi. Manden har siden nytårsaften været på flugt fra politiet. Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebet. (ISTANBUL NEW YEAR'S NIGHTCLUB ATTACK GUNMAN SAID TO BE CAUGHT)

ANSØGNING OM ARRESTORDRE MOD SAMSUNG-ARVING TRUER TECH-GIGANTEN

Samsung, der er verdens største smartphoneproducent og står for næsten en tredjedel af Sydkoreas aktiemarkedsværdi, udfordres af omfattende bestikkelsessag. Mandag ansøgte sagens anklager om at få selskabets arvtager, Lee Jae-yong, arresteret på baggrund af mistanke om bestikkelse og bedrageri. (PURSUIT OF SAMSUNG HEIR OVER BRIBERY THREATENS TO DESTABILIZE COMPANY)

MOTOROLA-UDFORDRINGER KOM BAG PÅ LENOVO EFTER OVERTAGELSE

Det kinesiske selskab Lenovo er udfordret af overtagelsen af mobilselskabet Motorola fra 2014. Lenovos topchef, Yang Yuanqing, så overtagelsen som en mulighed for at gentage den tidligere succesovertagelse af IBM. Efter 2000 fyringer i USA og økonomiske tab må selskabets topchef sande, at det ikke blev den forventede succes. (LENOVO THOUGHT IT KNEW HOW TO FIX TARNISHED BRANDS - THEN IT BOUGHT MOTOROLA)

SNAP-STIFTERE VIL BEHOLDE KONTROLLEN EFTER BØRSNOTERING

I den kommende børsnotering af Snap vil stifterne forsøge at beholde indflydelse på trods af, at selskabet sælger sine aktier offentligt på børsen. De to stiftere, Evan Spiegel og Bobby Murphy, ventes at beholde mere end 70 pct. af stemmeandelen. (IN SNAP IPO, NEW INVESTORS TO GET ZERO VOTES, WHILE FOUNDERS KEEP CONTROL)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

ROLLS-ROYCE UNDGÅR RETSFORFØLGELSE MED BØDEFORLIG I KORRUPTIONSSAG

Rolls-Royce indgår forlig om at betale samlet 671 mio. pund i bøde for korruptionssager, der betyder, at selskabet undgår retsforfølgelse i UK, USA og Brasilien. Dog vil topledere fra selskabet stadig kunne blive sigtet personligt. (ROLLS-ROYCE TO PAY £671M OVER BRIBRY CLAIMS)

THERESA MAY VIL I TALE BEKRÆFTE UK'S EXIT FRA DET INDRE MARKED

Theresa May ventes i, hvad der betegnes som hendes vigtigste tale som premierminister, at bekræfte, at UK vil forlade EU's indre marked og samtidig forblive 'bedste venner' med europæiske partnere. May vil i talen tirsdag udstikke 12 hovedprioriteter i brexit-forhandlingerne uden plads til kompromis i aftaler om grænsekontrol og genvinding af suverænitet. (THERESA MAY TO CONFIRM UK EXIT FROM EU SINGLE MARKET)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

IKEA VIL IKKE FORETAGE GRØNNE INVESTERINGER I UK

Ikea melder ud, at selskabet ikke vil bruge grøn energifond på 524 mio. pund på investeringer i UK. Selvom landet er et af de bedste steder til udnyttelse af vindenergi, mener Ikea, at den britiske politiske kontekst ikke er attraktiv nok. (IKEA WON'T INVEST ANY OF ITS £524M GREEN ENERGY FUND IN UK UNTIL GOVERNMENT BACKS RENEWABLES)

SKABERNE BAG ANGRY BIRDS VIL TIL LONDON TRODS BREXIT

På trods af bekymringer om brexit har selskabet bag det populære spil Angry Birds, Rovio Entertainment, udset London, som det første sted, selskabet vil åbne et spilstudie uden for Finland og Sverige. Google og Facebook har ligeledes for nylig øget investeringer i London. (ANGRY BIRDS DEVELOPER TO OPEN VIDEO GAME STUDIO IN LONDON DESPITE BREXIT FEARS)

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO):

FORBUD MOD DIESEL-KØRETØJER I OSLO FOR RENERE LUFT

Tirsdag morgen trådte forbuddet mod køretøjer, der kører på diesel, i kraft på det kommunale vejnet i Oslo. Statslige miljøinstanser vil i den kommende tid foretage målinger for at undersøge den reelle effekt på luftkvaliteten. (NÅ ER DET DIESELFORBUD PÅ OSLO-VEIENE)

UDENLANDSKE OLIEGIGANTER MISTER INTERESSEN FOR OLIEEFTERFORSKNING I NORGE

Store internationale selskaber finder ikke længere den norske sokkel interessant for efterforskningsboringer. Statoil vil i 2017 være enten operatør eller partner i omkring 70 pct. af boringerne. Shell har trukket sig fra udbudsrunde, og Exxon foretager ikke længere efterforskning. (OLJEGIGANTER FRISTES IKKE AV LETING I NORGE)

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder