Tirsdagens internationale avisuddrag med Samsung og HSBC

Udgivet den 07-07-2015  |  kl. 07:20  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

EUROZONEN GIVER GRÆKENLAND EN SIDSTE CHANCE

Grækenland får sidste chance for at præsentere en række nye, seriøse reformforslag over for eurozonens ledere, når parterne mødes tirsdag aften i Bruxelles. Men en talsmand vurderer ikke, at mødet vil føre til en endelig aftale. (UNYIELDING EUROZONE GIVES ATHENS LAST CHANCE)

SAUDI-ARABISK FOND INVESTERER 10 MIA. DOLLAR I RUSLAND

Den saudi-arabiske investeringsfond The Public Investment Fund har indgået en aftale til en værdi af 10 mia. dollar med Russian Direct Investment Fund. Og der er endnu flere investeringer på vej, advarer det saudi-arabiske selskabs topchef. (SAUDI SOVERIGN FUND TO INVEST $100BN IN RUSSIA)

OLIE PÅ VEJ MED STØRSTE FALD I FEM MÅNEDER

Mandag styrtdykkede prisen på olie med største hastighed i over fem måneder. Nordsøolien Brent faldt 6,3 pct., mens West Texas Intermediate i New York gled 7,7 pct. (OIL HEADED FOR BEAR MARKET AFTER BIGGEST DROP IN FIVE MONTHS)

KINA: MARKEDSKAOS SKABER MISTILLID TIL REGERINGEN

De seneste tre uger har de kinesiske markeder for værdipapirer været historisk volatile, og investorer har haft svært ved at forudse, hvordan regeringen vil forholde sig. Det kan skabe mistillid til både det finansielle system og regeringens evne til at regulere markederne. (CHINA SELL-OFF THREATENS PARTY CREDIBILITY)

TYSKE MEDIESELSKABER BARSLER IGEN FUSIONSPLANER

De to tyske medieselskaber Prosibensat.1 og Axel Springer har genoptaget forhandlinger om en fusion, der vil forbedre mediets position i landet, og målet er på globalt plan at kunne konkurrere med sværvægtere som Google og Facebook. (GERMAN MEDIA GROUPS REVIVE DEAL TALKS)

SAMSUNG RAPPORTERER ENDNU EN GANG SKUFFENDE REGNSKABSTAL

Det er nu syvende kvartal i træk, at Samsung på årsbasis kan rapportere om et fald i driftsresultatet, EBIT, hvilket skaber fornyet frygt for, at selskabets nye, store satsning, Galaxy S6, ikke lever op til de tårnhøje forventninger. (SAMSUNG PROFIT FALLS FOR SEVENTH CONSECUTIVE QUARTER)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

ECB-MEDLEM: GRÆKENLAND BETALER, ELLER VI STOPPER KRISEHJÆLPEN

Hvis Grækenland misser sin afdragsdeadline den 20. juli, vil Den Europæiske Centralbank, ECB, se sig nødsaget til at klippe likviditetslinen til Grækenland. Sådan lyder meldingen fra ECB-rådsmedlem Exald Nowotny. (EUROPEAN CENTRAL BANK'S NOWOTNY: IF GREECE MISSES PAYMENT, FUNDS WILL BE CUT OFF)

GRÆKENLAND: NY FINANSMINISTER SÆTTER SIG I GLOHED STOL

Grækenland har fået en ny finansminister. Euclid Tsakalotos, der har stået i spidsen for en del af landets kriseforhandlinger siden april, overtager således posten fra Yanis Varoufakis, som trak sig mandag. (NEW GREEK FINANCE MINISTER TSAKALOTOS THROWN INTO THE DEBT CRISIS HOT SEAT)

MEXICOS PESO SVÆKKES EFTER FED-SPEKULATIONER

Den mexicanske peso blev mandag svækket over for dollar i kølvandet på nye spekulationer om, at en rentestigning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kan være på trapperne. Mange investorer vurderer nemlig, at en forestående rentestigning vil sende likvide midler væk fra risikable "emerging markets", hvilket vil medfølge svækkende valutaer. (MEXICO'S PESO IS STUNG BY BETS ON U.S. RATES)

THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):

HSBC FYRER SEKS ANSATTE EFTER UHELDIG IS-VIDEO

Verdens næststørste bank, HSBC, fyrer seks medarbejdere, efter at de på en firmaekskursion optog en video, hvor de efterlignede en henrettelse udført af terrorgruppen Islamisk Stat. Videoen er blevet fjernet fra Instagram, og banken har undskyldt optrinnet. (HSBC FIRES SIX STAFF FOR MAKING FAKE ISLAMIC STATE-STYLE EXECUTION VIDEO)

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO)

IRAN: ATOMAFTALE VIL SENDE KÆMPE IRANSK OLIELAGER PÅ MARKEDET

Tirsdag er der frist for at Iran og USA kan nå en aftale om det iranske atomprogram og sanktionerne mod landet. Kommer der en aftale i hus, står iranske olietankere klar med op mod 45 mio. tønder olie, der kan skabe udsving i markedet, og der er udsigt til øget olieproduktion fra Opec-landet fremover. Det vurderer olieanalytiker Thina Saltvedt i Nordea Markets. (EN ATOMAFTALE KAN SENDE 45 MILLIONER FAT OLJE I MARKEDET)

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder