Tirsdagens internationale avisuddrag med Uber, Amazon, Saudi-Arabien

Udgivet den 28-03-2017  |  kl. 07:53  |  

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM):

TRUMPS SVIGERSØN AFHØRES AF SENATET OM RUSSISKE FORBINDELSER

Præsident Donald Trumps svigersøn og seniorrådgiver, Jared Kushner, indkaldes af Senatet til høring vedrørende kontakt mellem Trumps ansatte og den russiske regering. Det er første gang en embedsmand afhøres i sagen om Ruslands rolle i det seneste præsidentvalget. (SENATE COMMITTEE TO QUESTION JARED KUSHNER ON RUSSIAN TIES)

KINESISKE HUISHAN DAIRY MISSER RENTEBETALINGER OG HAR MISTET KONTAKT MED ØKONOMIDIREKTØR

Det kinesiske selskab Huishan Dairy kommer med den første offentlige udtalelse tirsdag, siden selskabets aktie faldt 90 pct. i sidste uge. Selskabet bekræfter, at det ikke har været i stand til at betale rentegæld, og at selskabet den seneste uge ikke har kunne komme i kontakt med selskabets økonomidirektør, Ge Kun. (HUISHAN DAIRY CONFIRMS IT MISSED INTEREST PAYMENTS)

AUSTRALSKE LOVGIVERE MODSÆTTER SIG NY UDLEVERINGSAFTALE MED KINA

Australske lovgivere advarer mod at vedtage en aftale med Kina om udleveringer, der risikerer ikke at overholde menneskerettigheder og principper om retssikkerhed. Et australsk oppositionsparti modsætter sig aftalen, så den vil sandsynligvis ikke kunne stemmes igennem parlamentet onsdag. Regeringen, der er for aftalen, er bekymret for, at en manglende aftale vil skade forholdet til Kina. (AUSTRALIA BAULKS AT CHINA EXTRADITION TREATY)

EU GODKENDER MEGA-FUSION I KEMISEKTOR

Mandag godkendte EU fusionen af Dow Chemical og Dupont til en værdi af 145 mia. dollar, der vil ændre betydeligt på forholdene i den globale agrokemiske industri. Selskaberne er gået med til at frasælge store dele af deres forretninger for at opnå EU-godkendelsen. EU var tidligere bekymret for, at fusionen ville skabe for magtfuldt et selskab, der ville underminere motivationen til at skabe udvikling og innovation inden for branchen. (BRUSSELS CLEARS $145BN MERGER OF DOW CHEMICAL AND DUPONT)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM):

ELON MUSK VIL FORBINDE HJERNEN MED COMPUTERE

Teslas topchef, Elon Musk, er en del af en ny startup ved navn Neuralink, der forsøger at udvikle muligheden for at kunne forbinde hjernen med computeraktivitet. (ELON MUSK LAUNCHES NEURALINK TO CONNECT BRAINS WITH COMPUTERS)

UBER GENOPTAGER TEST AF SELVKØRENDE BILER

Uber genoptager et testprogram af selvkørende biler, efter at programmet blev stoppet som følge af et uheld fredag. To Uber-ansatte befandt sig i bilen, der blev ramt af en anden bil, uden at nogen kom seriøst til skade. Selskabet kører forsøg med selvkørende biler på vejene i flere amerikanske stater. (UBER RESUMES SELF-DRIVING-VEHICLE PROGRAM AFTER ARIZONA ACCIDENT)

AMAZON UDFORDRET AF TEKNOLOGI I ÅBNING AF FREMTIDENS BUTIKKER

Amazon må udskyde selskabets plan om at åbne forretninger, der skal fungere uden traditionelle kassesystemer. Selskabet har kørt en række forsøg med teknologi, der hidtil kun fungerer med maksimalt 20 kunder i forretningerne. Det er usikkert hvornår forretningerne vil åbne, da den oprindelige plan var at åbne i starten af 2017. (AMAZON DELAYS OPENING OF CASHIERLESS STORE TO WORK OUT KINKS)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

SAUDI-ARABIEN REDUCERER SKATTESATS FOR STATSEJET OLIESELSKAB

Saudi-Arabien annoncerede mandag, at landets statsejede olieselskab Saudi Aramco vil få en mindre skattesats. Dette er en del af et forsøg på at gøre selskabet mere attraktivt for udenlandske investorer forud for en ventet børsnotering. (TAX ON SAUDI ARAMCO OIL PRODITS IS CUT TO PREPARE FOR I.P.O.)

AMERIKANSK FLYSELSKAB KØBER SIG IND PÅ DET KINESISKE MARKED

Det amerikanske flyselskab American Airlines er det andet større amerikanske flyselskab, der forsøger at købe sig ind på det voksende kinesiske marked. Tirsdag annoncerede selskabet China Southern, der er Kinas største flyselskab, at American Airlines har købt en minoritetsandel af selskabet for 200 mio. dollar. (AMERICAN AIRLINES BUYS CHINA SOUTHERN STAKE AS TRAFFIC BOOMS)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK):

USA FØRER AN I BOYKOT AF FN'S ATOMVÅBENFORHANDLINGER

Mindst 113 af verdens lande mødes i disse dage i FN's hovedkvarter i New York for at forhandle om en aftale, der skal ulovliggøre atomvåben. USA fordømmer offentligt forhandlingerne og anfører en koalition på 40 lande, der boykotter mødet. (NEGOTIATIONS TO BAN NUCLEAR WEAPONS, BUT AUSTRALIA JOINS US BOYCOTT)

SAMSUNG SENDER NOTE 7 TILBAGE PÅ MARKEDET

Samsung annoncerer, at selskabet vil gensælge nogle af de millioner af tilbagekaldte Note 7 telefoner, der i løbet af 2016 blev trukket fra markedet på grund af fare for, at deres batteri satte i brand. Selskabet vil opdatere telefonerne, inden de sendes tilbage på markedet. (SAMSUNG TO SELL 'REFURBISHED' GALAXY NOTE 7 PHONES)

TESCO OG STORBRITANNIEN TÆT PÅ FORLIG OM REVISIONSSKANDALE

Tesco og Storbritanniens myndigheder for svindel melder ud, at parterne er tæt på at opnå et forlig i forbindelse med Tescos omfattende revisionsskandale. Supermarkedskæden vil muligvis skulle betale en bøde på adskillige millioner af pund. (TESCO AND SERIOUS FRAUD OFFICE NEAR TO DEAL OVER ACCOUNTING SCANDAL)

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO):

STORT POTENTIALE I NORSK TECH-FIRMA

Det norske selskab Disruptive Technologies har udviklet en ny form for sensorer, der vækker opsigt. Selskabet har tiltrukket Norges førende teknologiinvestorer, og Skype-grundlæggeren Niklas Zennström er imponeret af teknologien. (SKYPE-GRÜNDER: NORSK SELSKAP KAN BLI ET AV DE VIRKELIG STORE)

BIRKENSTOCK-TOPCHEF SAGSØGER KUNSTNER

Den anerkendte norske kunstner Ida Ekblad sagsøges af Birkenstocks topchef for at bruge en reklameplakat med et billede af topchefens seksårige datter. Kunstnerens værk er allerede udstillet i Hamburg Kunsthalle, der ligeledes sagsøges. (TOPPSJEFEN I BIRKENSTOCK SAKSØKER KUNSTNER IDA EKBLAD)

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder