Tivoli/CFO: Tallene er "spot on" - og vi investerer voldsomt

Udgivet den 21-04-2017  |  kl. 17:34  |  

Resultatopgørelsen for årets første kvartal i Tivoli var fredag stort set en gentagelse af samme kvartal for et år siden. Men mens både omsætningen og underskuddet matchede første kvartal 2016, blev der sat turbo på investeringerne.

- Tallene ligger meget på niveau med sidste år, vores omsætning er næsten "spot on", og vores bundlinje er 1,6 mio. kr. lavere end sidste år, siger Tivolis finansdirektør, Andreas Morthorst, til Ritzau Finans.

Forlystelseshaven havde i januar, februar og marts en omsætning på 95,1 mio. kr. mod 95,5 mio. kr. året før.

- Det, der trækker omsætningen, er de aktiviteter, vi har hele året, som vores helårsrestauranter, vores hotel, spilforretninger og forestillinger, fortæller Andreas Morthorst.

Finansdirektøren fremhæver de markante løft i investeringerne i materielle aktiviteter, der var på 119,5 mio. kr. i kvartalet mod 54,7 i samme periode året forinden. Det er især det nye Tivoli Hjørnet, der åbner 10. november, som trækker investeringerne op.

- Vi har investeret voldsomt meget i haven i forhold til sidste år. Den primære driver er selvfølgelig Tivoli Hjørnet, som åbner i slutningen af året, og herudover en lang række ting, som gæsterne vil se i haven, siger Andreas Morthorst.

Han peger blandt andet på nye lamper, som er designet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Underskuddet før skat lød på 74,6 mio. kr. i årets første kvartal, hvilket var lidt værre en underskuddet på 73,0 mio. kr. for et år siden. Med til historien hører, at Tivolis forlystelser slet ikke holdt åbent i begyndelsen af 2017, mens parken havde tre åbningsdage i samme periode af 2016.

Blandt de aktiviteter, der bidrager til resultaterne, mens Dæmonen og de øvrige forlystelser holder vinterpause, er Tivolis kasino. Tivoli giver ikke specifikke tal for forretningsdelen, men finansdirektøren fortæller, at det går tilfredsstillende, selv om konkurrencen er hård.

- Der går fint, men vi kæmper en kamp på et marked med hård konkurrence. Vi er ambitiøse, så vi vil gerne have en større markedsandel, men der er en lang række større spillere end os, siger Andreas Morthorst.

Tivoli holder i forbindelse med regnskabet fast i forventningerne om en omsætning i 2017, der bliver lidt lavere end i 2016, samt et overskud før skat i niveauet 80-90 mio. kr.

- Vi er ikke gået ind i den periode, hvor der er usikkerhed i vores forretning, så det er helt naturligt, at vi holder fast i vores forventninger, lyder det fra finansdirektøren.

Tivoli åbnede 6. april portene for første gang i 2017 til et påsketema.

/ritzau/FINANS

Rikke Marie Dahl +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected], www.ritzaufinans.dk

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:19:01

 
0,00%
 
16:19:01

 
0,00%
 
16:19:01

 
0,00%
 
16:19:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder