Undersøgelse: Cipralex bedre end duloxetin til akut behandling af depression

Udgivet den 04-06-2007  |  kl. 15:05  |  

En ny undersøgelse, som offentliggøres i dag i tidsskriftet Current Medical Research and Opinion, har vist, at Cipralex (escitalopram) er bedre end Cymbalta (duloxetin) til akut behandling af patienter med depression og var mindst lige så effektiv ved længevarende behandling. Det skriver Lundbeck, producenten af Cipralex, i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen blev Cipralex (en allosterisk serotonin genoptagshæmmer - ASRI) direkte sammenlignet med duloxetin (en serotonin og noradrenalin genoptagshæmmer - SNRI), og undersøgelsen viste, at Cipralex var bedre tolereret, idet færre patienter afbrød behandlingen med Cipralex som følge af bivirkninger sammenlignet med duloxetin.

- Cipralex er et effektivt og veltolereret lægemiddel til behandling af depression og en lang række angsttilstande, udtaler direktør for Lundbecks lægemiddeludvikling Anders Gersel Pedersen. - Disse nye data er et yderligere bevis på den stærke virknings- og tolerabilitetsprofil for Cipralex sammenlignet med andre antidepressive midler i behandlingen af depression.

Undersøgelsen havde til formål at belyse effekten og tolerabiliteten af Cipralex sammenlignet med duloxetin hos patienter med moderat til svær depression over en periode på 24 uger, med et sekundært endpoint ved uge otte (akut behandling).

Det dobbeltblinde sammenligningsstudie med fast dosis omfattede 294 patienter med moderat til svær depression fra 35 centre i ni lande. Patienterne blev randomiseret til enten Cipralex (n=143) eller duloxetin (n=151) ved det dosisniveau, der i øjeblikket anbefales i indlægssedlerne i de deltagende lande (Cipralex 20mg, duloxetin 60mg).


Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder