USA: Beskæftigelsesrapport overrasker lidt negativt

Udgivet den 02-07-2015  |  kl. 14:53  |  

Den amerikanske beskæftigelsesrapport viser, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 223.000 personer i juni.

Det var dermed lidt færre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 233.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig blev tallet for jobskabelsen i måneden før revideret ned til 254.000 fra tidligere opgjort 280.000, og dermed var beskæftigelsesrapporten samlet set en skuffelse.

Beskæftigelsen i den private sektor voksede også med 223.000 ansatte i juni mod en ventet stigning på 225.000.

Samlet faldt arbejdsløsheden til 5,3 pct. fra 5,5 pct. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 5,4 pct.

Det større end ventede fald skyldes dog blandt andet, at mange mennesker forlod arbejdsstyrken.

De gennemsnitlige timelønninger var uændrede i juni mod en ventet stigning på 0,2 pct. på månedsbasis og en stigning i maj på 0,2 pct.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder