Vestas/Nykredit: Tror ikke på tilbagerulning af vigtig skatterabat

Udgivet den 12-12-2016  |  kl. 11:26  |  
Vestas - vindmøller på havet

Vestas-aktien har været i modvind den seneste måned, siden republikanske Donald Trump blev valgt som USA's kommende præsident.

Det er sket, fordi den kommende præsident er erklæret modstander af vedvarende energi og i særdeleshed vindenergi og faktisk tidligere har fornægtet, at brugen af fossil energi skulle have noget med global opvarmning at gøre.

I stedet satser Donald Trump på at skabe mindst en halv million job i energisektoren ved blandt andet at genrejse kulindustrien.

Det kan meget vel betyde en noget anderledes fremtid for vindsektoren, der lige nu nyder godt af skatterabatordningen PTC, som flere har vurderet kan blive tilbagerullet med Donald Trump ved roret i USA. Men hos Nykredit Markets tror aktieanalytiker Klaus Kehl ikke på, at PTC-ordningen bliver tilbagerullet.

- Det er det helt store spørgsmål lige nu, og det er også derfor, aktien ligger, som den gør. Men jeg tror ikke på, at Donald Trump kommer til at lave ændringer i PTC, siger Klaus Kehl til Ritzau Finans.

- Ordningen er godkendt, så Trump kan ikke bare alene tilbagerulle den. Det ville først skulle en tur igennem Senatet og Kongressen. Og da ordningen kom igennem systemet, var der rimelig bred opbakning til den, også af flere republikanske stemmer. Samtidig er en god del af den vind, der er opstillet som følge af ordningen, placeret i republikansk ledede stater. Eksempelvis i Texas, fortsætter analytikeren.

Han peger desuden på, at PTC-ordningen er bestemt til at skulle udfases gradvist efter 2016 og frem til 2020 alligevel, hvorfor den under alle omstændigheder - i sin nuværende form - forsvinder alligevel.

MASSER AF VINDJOB I USA

Et andet argument for aversionen mod vindindustrien fra Donald Trump har tidligere været, at møllerne alligevel bliver produceret uden for USA's grænser, hvorfor der ikke skabes amerikanske job nok i vindindustrien.

Men både danske Vestas, tyske Siemens og også amerikanske General Electric, der er dominerende spillere i vindindustrien og omkring det amerikanske marked, producerer i USA, hvilket piller den argumentation lidt fra hinanden, vurderer Klaus Kehl.

Han peger samtidig på, at det vil være en enormt dyr og lang proces at genskabe kulindustrien, der selv, hvis det skulle lykkes, vil stå over for en anden udfordring i form af det frie marked.

- Spørgsmålet er, hvordan man skal få gang i kulindustrien. Det kræver store investeringer og meget lang tid. Og selv hvis det skulle lykkes, så vil det formentlig løfte kulpriserne og dermed betyde, at vind bliver fuldt konkurrencedygtigt på priserne - selv uden subsidier, siger Klaus Kehl.

- Så hele diskussionen omkring prisniveauet for de forskellige typer energi bliver meget afgørende, slår analytikeren fast.

I blandt andet The New York Times har direktører fra kulindustrien selv givet udtryk for, at industrien formentlig aldrig vil blive den samme som tidligere - selv på trods af Donald Trumps valg af advokaten Scott Pruitt, der er stor fortaler for olie- og kulindustrien, som den næste chef for den amerikanske miljømyndighed Environmental Protection Agency (EPA).

Klaus Kehl vurderer, at Vestas-aktien formentlig vil forblive volatil i et godt stykke tid endnu - indtil Donald Trump overtager præsidentembedet næste år og får sat gang i nogle af de mange politiske tiltag, den kommende præsident har varslet.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected] , www.ritzaufinans.dk

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,13%
 
24/03/17

 
0,04%
 
24/03/17

 
0,04%
 
24/03/17

 
-0,02%
 
24/03/17

 
0,00%
 
24/03/17

 
0,00%
 
24/03/17

 
0,00%
 
24/03/17

 
0,00%
 
24/03/17

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder