Vestjysk Banks halvårsrapport 2017

Udgivet den 10-08-2017  |  kl. 08:15  |  

Finanstilsynet
Nasdaq Copenhagen A/S

10. august 2017

Vestjysk Banks halvårsrapport 2017

Hovedpunkter for 1. halvår 2017

Kapitalplan
I bankens handlingsplan har det vigtigste punkt været arbejdet med at styrke bankens kapitalforhold. Pr. 12. juni 2017 kunne banken meddele, at en gruppe af langsigtede danske investorer har besluttet at fremsætte et frivilligt købstilbud på alle aktier i Vestjysk Bank A/S. Finansministeriet har på vegne af den danske stat accepteret tilbuddet den 18. juli 2017. Aftalen om køb af den danske stats aktiepost skete som led i en helhedsløsning, der fremtidssikrer Vestjysk Bank som et stærkt regionalt pengeinstitut. Banken har været udfordret af en lav kapitalisering, men efter gennemførelsen af helhedsløsningen vil det samlede kapitalgrundlag være styrket markant.

Helhedsløsningens elementer var:

  • Investorgruppen fremsætter et frivilligt købstilbud til aktionærerne i Vestjysk Bank og køber aktier af de aktionærer i Vestjysk Bank, som accepterer investorgruppens frivillige tilbud, herunder Den Danske Stats aktiepost.
  • Investorgruppen vil gennemføre en aktieemission, der tilfører Vestjysk Bank ca. 745 mio. kroner i egenkapital og sikrer, at de aktionærer, som ikke ønsker at benytte investorgruppens tilbud, får mulighed for at blive en del af helhedsløsningen på lige fod med investorgruppen.
  • Det sikres herudover, at Vestjysk Bank kan udstede ny efterstillet gæld i form af hybrid kernekapital for ca. 150 mio. kroner og Tier 2 kapital for mellem 175 og 225 mio. kroner.
  • Indfrielse af 666 mio. kroner eksisterende efterstillet kapital, herunder ca. 287,6 mio. kroner statslig kapital, som i henhold til lånevilkårene skal indfries til kurs 110, svarende til ca. 316 mio. kroner.

Helhedsløsningen er kommet i stand efter, at Vestjysk Bank har anmodet Nykredit om at lede arbejdet med at sikre en langsigtet løsning vedrørende bankens kapitalgrundlag. Det er Nykredit, der herefter har arrangeret helhedsløsningen og opnået opbakning blandt langsigtede danske investorer.

Halvårsregnskabet for 1. halvår 2017
Vestjysk Bank realiserede i 1. halvår 2017 et resultat efter skat på 108 mio. kroner. Bankens basale drift fungerer fortsat godt og et resultat før nedskrivninger på 257 mio. kroner i 1. halvår 2017 anses for meget tilfredsstillende. Nedskrivningsbehovet relateret til bankens landbrugskunder er på et lavere niveau end i den tilsvarende periode i 2016. Dette er hovedårsagen til, at bankens resultat efter skat i 1. halvår 2017 er i overensstemmelse med forventningerne ved indgangen til året og vurderes således efter omstændighederne at være tilfredsstillende.

Sammendrag af Vestjysk Banks resultater i 1. halvår 2017:

  • Resultat efter skat på 108 mio. kroner (10 mio. kroner i 1. halvår 2016).
  • Basisindtægter på 512 mio. kroner (477 mio. kroner i 1. halvår 2016), heraf kursreguleringer på 35 mio. kroner (23 mio. kroner i 1. halvår 2016).
  • Omkostningsprocent på 49,9 (52,4 procent i 1. halvår 2016), svarende til et fald på 2,5 procentpoint.
  • Basisresultat før nedskrivninger på 257 mio. kroner (227 mio. kroner i 1. halvår 2016).
  • Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. på 142 mio. kroner (216 mio. kroner i 1. halvår 2016). Nedskrivninger på landbrug udgør den største andel af nedskrivningerne.
  • Minimumskravene til fortsat bankdrift er henholdsvis 8,0 procent (kapitalprocent) og 4,5 procent (egentlig kernekapitalprocent) af de risikovægtede eksponeringer. Ultimo juni 2017 har banken en overdækning på henholdsvis 5,9 procentpoint, svarende til 924 mio. kroner, og 5,2 procentpoint, svarende til 811 mio. kroner.
  • Kapitalprocenten er på 13,9, og det individuelle solvensbehov er på 12,8 procent, svarende til en overdækning på 1,1 procentpoint eller 180 mio. kroner ultimo juni 2017, hvilket er afstanden til kravet om iværksættelse af bankens genopretningsplan.
  • Egentlig kernekapitalprocent er på 9,7 ultimo juni 2017 mod et opgjort individuelt krav på 9,8. Underdækningen er på 0,1 procentpoint, svarende til 16 mio. kroner (116 mio. kroner pr. 1. januar 2017). Som en konsekvens af Statens og EU's godkendelse den 18. juli 2017 af det frivillige købstilbud som blev offentliggjort den 19. juni 2017, er banken ude af underdækningen pr. 19. juli 2017.
  • Banken har ultimo juni 2017 en LCR brøk på 240 procent (343 procent ultimo juni 2016).

EU Kommissionen
I april 2012 godkendte Kommissionen midlertidigt statsstøtte til Vestjysk Bank. I forlængelse heraf indledte Kommissionen i december 2015 en nærmere undersøgelse af den modtagne statsstøtte. Se herom i bankens selskabsmeddelelser af 25. april 2012 og 4. december 2015.

Som meddelt i selskabsmeddelelse af 18. juli 2017 har Kommissionen truffet afgørelse om godkendelse af statsstøtten på visse vilkår, herunder at den af banken ved selskabsmeddelelse af 12. juni 2017 offentliggjorte helhedsløsning gennemføres, og at banken overholder en række vilkår:

  • Banken skal have et kapitalgrundlag svarende til det højeste af (i) 2 procent af den samlede risikoeksponering og (ii) 325 mio. kroner i tillæg til solvensbehovet og det kombinerede kapitalbufferkrav under gældende ret.
  • Banken skal opretholde et LCR krav på minimum 100 procent, overskydende likviditetsdækning på minimum 50 procent og en funding ratio på maksimalt 1, alle målt i overensstemmelse med gældende regler.
  • Bankens balance for 2017 må ikke overstige balancen for 2016, og må ikke overstige 20.300 mio. kroner i 2018 og 21.000 mio. kroner i 2019 (hvis relevant).
  • Banken skal rebalancere sine udlån med specifikke grænser for udlån indenfor fast ejendom (25 procent af totale udlån) og landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri (samlet 20 procent af totale udlån).
  • Banken må ikke yde nye lån udenfor Jylland, medmindre kunden egenfinansierer en vis minimumsandel på et nærmere fastsat niveau, der ligger inden for intervallet 35-45 procent, og der samtidig stilles sikkerhed. Der må ikke ydes nye lån udenfor Danmark.
  • Banken må ikke påtage sig eksponeringer med nye kunder, som i sig selv overstiger 10 procent af bankens totale kapital.
  • Banken underlægges, med visse begrænsede undtagelser, et opkøbsforbud og begrænsninger på reklameaktivitet.
  • Banken skal restrukturere sin risikohåndtering og i relation til prissætning overholde visse krav til gennemsnitlig bruttoindtjening og egenkapitalforrentning før skat (på et nærmere fastsat niveau, der ligger indenfor intervallet 8-12 procent for erhvervskunder) for så vidt angår nye lån i 2018 og for alle kundeforhold i 2019 (hvis relevant).
  • Banken pålægges begrænsninger på sin omkostningsbase, således at løbende driftsomkostninger ikke må overstige nærmere fastsatte niveauer, der ligger indenfor intervallerne 435-475 mio. kroner i 2017, 420-460 mio. kroner i 2018 og 405-445 mio. kroner i 2019 (hvis relevant).
  • Banken skal indfri sine statslige hybrider indenfor 6 måneder fra Kommissionens afgørelse.  

Omstruktureringsperioden slutter den 31. december 2019. Hvis banken opnår en egenkapitalforrentning efter skat i 2018 på et fastsat niveau, der ligger indenfor intervallet 7-11 procent slutter omstruktureringsperioden den 31. december 2018. Kommissionen vil løbende overvåge overholdelse af vilkårene og udviklingen i omstruktureringsplanen gennem en uafhængig monitoring trustee som skal godkendes af Kommissionen.

Banken er tilfreds med, at der er truffet afgørelse i sagen, og finder, at de nævnte vilkår er i overensstemmelse med bankens aktuelle handlingsplan. Afgørelsen, herunder vilkårene, giver således ikke anledning til ændring af bankens strategi eller forventninger til 2017.

Forventninger til 2017 fastholdes
Bankens samlede forretningsomfang forventes, med udgangspunkt i uændrede konjunkturforhold, at kunne generere et basisresultat før nedskrivninger i niveauet 400-450 mio. kroner. Behovet for nedskrivninger forventes fortsat at udvise et fald. Under uændrede konjunkturforhold er ledelsens forventning, at behovet for nedskrivninger vil kunne absorberes i bankens basisresultat og tillige opnå en væsentlig forbedring af konsolideringen i 2017 sammenlignet med året før.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen på tlf. 96 63 21 04.

Vestjysk Bank A/S

Vagn Thorsager                               Jan Ulsø Madsen
bestyrelsesformand                          adm. bankdirektør

Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk

Vedhæftede filer:

Vestjysk Banks halvårsrapport 2017.pdf

Selskabsmeddelelse - Vestjysk Banks halvårsrapport 2017.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
13:49:01

 
0,00%
 
13:49:01

 
0,02%
 
13:49:01

 
0,00%
 
13:49:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder