EU/aktier: Små fald efter Moody’s negative udsigt for Tyskland

EU/aktier: Små fald efter Moody’s negative udsigt for Tyskland

Den 24/07 2012 kl. 14:44, af Aktiefokus

De europæiske aktiemarkeder ligger med marginale fald efter kreditvurderingsselskabet Moody's har sænket sin kreditvurderingsudsigt for Tyskland til negativ fra stabil. Irske Elan Corp. styrtdykker efter selskabets medikament mod Alzheimers sygdom ikke levede op til forventningerne, og det hollandske teleselskab KPN falder efter et svagere end ventet regnskab.

Dax-indekset taber 0,1 pct. til 6411, og Ftse-indekset falder 0,2 pct. til 5523. Det franske Cac-indeks ligger 0,2 pct. lavere i 3096.

Elan Corp. dykker 15,1 pct. til 9,43 euro på børsen i Dublin efter selskabets eksperimentelle medikament mod Alzheimers sygdom, som udvikles sammen med Pfizer og Johnson & Johnson, ikke formåede at leve op til målsætningerne i det første af fire fase III-studier.

KPN taber 4,3 pct. til 7,01 euro. Det hollandske teleselskab er kommet med regnskab for andet kvartal, hvor indtjeningen kommer ud lavere end ventet, mens omsætningen er lidt bedre end ventet. Derudover sænker selskabet desuden sin prognose for dividendebetalingen for helåret.

Den norske TDC-konkurrent Telenor er kommet med regnskab for andet kvartal, hvor omsætningen og overskuddet er dårligere end ventet. Telenor-aktien løftes 2,4 pct. til 99,95 nkr. efter annonceringen af et aktietilbagekøbsprogram.

Den schweiziske luksusvareproducent Swatch tirsdag morgen er kommet med regnskab for første halvår, hvor både omsætningen og driftsindtjeningen kommer ud bedre end ventet. Swatch skriver i regnskabspræsentationen, at der var tale om en dynamisk vækst inden for alle segmenter og alle geografiske områder, hvor man også oplevede en mærkbar vækst uden for det asiatiske marked. Swatch løftes 2,5 pct. til 370,6 sfr.

Hollandske TomTom, som er Europas største producent af bærbare navigationsenheder, stiger 12,4 pct. til 3,34 euro på børsen i Amstedam efter en fastholdelse af salgsprognosen samt underskrivningen af en leveringsaftale med den franske bilproducent Peugeot Citroën.

STMicroelectronics falder 4,7 pct. til 3,73 euro. Europas største mikrochipproducent har aflagt regnskab for andet kvartal, hvor forventningerne til det igangværende tredje kvartal er lavere end analytikerprognosen.