Vis nyhed

K: Finansredegørelse 2001 er et finanspolitisk skønmaleri

Den 09/05 2001 kl. 13:19, af NPinvestor.dk

Den konservative finanspolitiske ordfører Gitte Seeberg mener, at Finansredegørelsen 2001 er regeringens tryllespejl i en stemning af valgkamp. Den er udformet, så den passer præcis med regeringens egne løfter. Problemet er, at redegørelsen ikke er et spejl af virkeligheden, men af regeringens luftige håb til fremtiden, siger hun.

- Redegørelsen tegner et alt for positivt og regeringsvenligt billede af udviklingen i dansk økonomi siden 1993. Jeg synes for eksempel ikke, at arbejdsmarkedspolitikken har været en succes, når arbejdsstyrken er faldet på trods af økonomisk medvind i hele perioden, siger Gitte Seeberg.

Gitte Seeberg mener, at vejen til at nå de konkrete mål ikke er anvist og at der ligger en skatteregning og venter.

- Finansredegørelsen forudsætter, at arbejdsstyrken vil stige med 85.000 personer, og at regeringen i modsætning til de sidste 8 år vil få kontrol over udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Det er svært at tro på. Der er ikke anvist konkrete initiativer, som kan give mulighed for, at regeringen kan nå de mål frem til 2010. Der venter en skatteregning til danskerne, ligesom i de sidste 8 år, hvor udgiftsskred år for år kræver højere kommunale skatter og skattestigninger på statsbudgettet, siger Gitte Seeberg.