Mærsk / Equita: Indleder med køb og kursmål 64.000 kr. (opd.)

Mærsk / Equita: Indleder med køb og kursmål 64.000 kr. (opd.)

Den 04/04 2012 kl. 08:56, af Aktiefokus

Det italienske finanshus Equita har onsdag indledt sin dækning af aktien hos det danske rederi A.P. Møller - Mærsk. Equita giver Mærsk-aktien anbefalingen køb, mens kursmålet sættes til 64.000 kr. Tirsdag lukkede B-aktien i 44.280 kr. efter en stigning på 1,28 pct. og kursmålet fra det italienske finanshus svarer dermed til en upside i aktien på hele 46 pct.

Det italienske finanshus skriver i analysen, at man har genoptaget sin dækning af aktien, eftersom der både eksisterer strukturelle og cykliske forklaringer, som understøtter et køb i aktien. Equita droppede sin dækning af aktierne i A.P. Møller - Mærsk tilbage i 2010 og havde senest tilbage i 2009 en købsanbefaling på aktien med et kursmål på 44.000 kr.

Equita skriver, at investeringerne i olieaktiviteterne kan blive en af de store katalysatorer for aktien, hvor olieproduktionen vil stige i perioden 2012-2017. Derudover er der de seneste indførte ratestigninger på containeraktiviteterne på Asien-Europa ruterne. Kigger man på nøgletalssiden så er værdifastsættelsen af aktierne i A.P. Møller - Mærsk ekstremt attraktive.