Nordea: Behold aktierne i maj

Nordea: Behold aktierne i maj

Den 01/05 2012 kl. 09:56, af Aktiefokus

Nordea anbefaler at holde fast i aktierne henover sommeren, til trods for det gamle mundheld "Sell in May and stay away" samt statistik over de seneste 50 års aktiekurser fra fem forskellige indeks over hele verden, som viser at de har givet dårligere afkast i halvåret maj til oktober. Det skriver Nordea i sin morgenkommentar.

Historisk har det ofte været en god ide at sælge i maj, men det dækker over store variationer fra år til år, skriver finanshuset. Eksempelvis viste S&P 500-indekset i sommermånederne 2009 en stigning på 19 pct., idet aktiemarkedet i maj 2009 var meget billigt prissat efter at være faldet 40 pct. siden toppen i 2007.

Ifølge Nordea er det gennemsnitlige afkast for OMX20 over de seneste 50 år i perioden oktober til maj på 7,3 pct. mens det er på 1,4 pct. for perioden maj til oktober. For det tyske DAX-indeks viser oktober til maj et afkast på 7,8 pct. og maj til oktober et negativt afkast på 0,4 pct.

Nordea vurderer, at det er svært at give en overbevisende forklaring på, hvorfor der skulle være dårligere aktieafkast om sommeren og at der ikke findes nogen gængs økonomisk teori der tilsiger hvorfor det skulle forholde sig sådan.

Derfor anbefaler Nordea at holde fast i aktierne henover sommeren. De seneste seks måneders stigninger ventes dog ikke at fortsætte, men der ventes stigende kurser i resten af året. Dog ventes store udsving grundet risikofaktorer såsom gældskrisen og vækstafmatning i Kina.

Mest læste