Den 01/05 2012 kl. 13:10, af Aktiefokus
Den amerikanske medicinalgigant Pfizer har fremlagt regnskab for første kvartal, hvor omsætningen er lidt svagere end ventet mens indtjeningen er bedre end ventet. Samtidig nedjusteres forventningerne som følge af frasalget af Nutrition-divisionen til Nestle.
Pfizers omsætning faldt 7 pct. i første kvartal til 15,41 mia. dollar. Det var en spids svagere end analytikerkonsensus på 15,47 mia. dollar. Indtjeningen eksklusive ekstraordinære poster faldt 3 pct. til 58 cent per aktie, hvilket var en smule bedre end analytikerprognosen på 56 cent per aktie.
Pfizer justerer indtjeningsprognosen som følge af frasalget af Nutrition-divisionen til Nestle for 11,85 mia. dollar.
Pfizer venter nu en EPS-indtjening eksklusive ekstraordinære poster i 2012 på 2,14-2,24 dollar per aktie sammenlignet med tidligere 2,20-2,30 dollar per aktie. Omsætningsprognosen lyder på nu på 58-60 mia. dollar sammenlignet med tidligere 60,5-62,5 mia. dollar.