Tirsdagens aktier: Danske Bank til bunds efter aktiesalg

Tirsdagens aktier: Danske Bank til bunds efter aktiesalg

Den 30/10 2012 kl. 17:05, af Aktiefokus

Danske Bank-aktien dykkede tirsdag efter banken i sit regnskab for tredje kvartal meddelte, at der skal hentes kapital med en aktieemission. Det danske C20-indeks lukkede tirsdag 1,0 pct. lavere i 488,47, mens det tyske Dax-indeks steg 1,0 pct. efter nogle gode europæiske regnskaber fra Deutsche Bank, UBS og BP. Blandt sidepapirerne steg SAS markant efter annonceringen af en spareplan og forhandlinger om forlængelse af kreditfaciliteter.

Danske Bank aflagde regnskab for tredje kvartal, hvor regnskabstallene stort set var på linje med forventningerne, mens aktien dykkede 9,4 pct. til 94 kr. efter banken vil sælge nye aktier for at rejse kapital på 7 mia. kr. Lige før lukketid skrev Bloomberg News, at det udbudte interval ville blive på 92-94 kr. per aktie. Nordea skrev efter regnskabet, at det fortsat ser god langsigtet værdi i aktien efter et ambitiøst mål for afkast af egenkapitalen i 2015.

- I forhold til den nye strategiplan forventer banken et normaliseret (normal rente og normale tab på lån) afkast af egenkapitalen på over 12 pct., og at Danske Bank vil bevæge sig op i den bedste halvdel af de nordiske banker i 2015. Det er et ambitiøst mål, der hverken er afspejlet i markedsforventningerne eller i aktiekursen. Kan det realiseres, er potentialet derfor stort, skrev Nordea.

SAS-aktien steg 8,8 pct. til 5,55 kr. efter annonceringen af en gengribende spareplan, som skal give finansielle fordele på 3 mia. skr. før skat om året, samt offentliggørelsen af et resultat før skat i tredje kvartal på 568 mio. kr. Yderligere meldte SAS om frasalg af ikke-kerneaktiver for 3 mia. skr. for at reducere afhængigheden af tredjeparts finansiering. Sidst men ikke mindst skrev flyselskabet, at det er i forhandlinger med banker vedrørende en forlængelse af kreditfaciliteten på 4,7 mia. skr., der udløber til juni næste år.

Vestas steg 5,9 pct. til 32,00 kr. efter tre dage med markante fald. Pandora viste også gode takter med en stigning på 2,2 pct. til 92,50 kr.

Sydbank tabte 1,5 pct. til 106,10 kr. Sydbanks regnskab afslørede en bundlinje, der var væsentligt bedre end markedsforventningerne, skrev Nordea, som dog pointerede at resultatet primært var drevet af investeringsindtægter. De vigtige nettorenteindtægter var en spids lavere end Nordea Markets' estimater.

Chr. Hansen lukkede 0,3 pct. højere i kurs 173,70 forud for onsdagens regnskab for sit forskudte fjerde kvartal. Forud for dette hævede Alm. Brand Markets mandag sit kursmål på aktien til 145 kr. fra 130 kr., idet resultaterne ventes ikke at afvige væsentligt i forhold til estimaterne.