Vis nyhed

Tirsdagens aktier: ISM sikrede dansk plus på stille dag

Den 01/05 2012 kl. 17:02, af Aktiefokus

Det danske aktiemarked var tirsdag præget af lav aktivitet, idet det blandt de store europæiske aktiemarkeder kun var det britiske, som havde åbent på arbejdernes kampdag. C20-indekset lukkede med en stigning på 0,17 pct. til 459,52, efter det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer for industrien kom bedre ud end ventet. Chr. Hansen steg efter et løftet kursmål hos finanshuset Berenberg.

Det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer for industrien, som er en ledende indikator for økonomien og udviklingen i BNP-væksten, blev tirsdag eftermiddag offentliggjort, og det viste en stigning til 54,8 i april sammenlignet med 53,4 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et fald til 53,0 i april. Der er fortsat tale om et niveau for ISM-barometeret, som indikerer en moderat vækst i aktiviteten, hvor en værdi på 50,0 indikerer nulvækst.

Chr. Hansen lukkede 1,1 pct. højere i kurs 157,5. Det tyske finanshus Berenberg Bank hævede sit kursmål på Chr. Hansen-aktien til 160 kr. fra 137 kr. Anbefalingen hold blev fastholdt efter finanshuset har haft et positivt møde med selskabets koncernchef og økonomichef.

A.P. Møller - Mærsk steg 1,5 pct. til kurs 44.600. Nordea skrev i sit morgenbrev, at det ser ud til, at A.P. Møller - Mærsk har held med at hæve sine rater per 1. maj, og det kan betyde, at Nordea Markets igen skal hæve forventninger til A.P. Møller - Mærsk, og at de seneste ratestigninger ikke er afspejlet i aktiekursen.

Vestas sluttede 2,8 pct. højere i 51,0 kr. Vindmølleproducenten aflægger sit regnskab for første kvartal onsdag.

Carlsberg vandt 2,0 pct. til kurs 494,0. Mandag meddelte den belgiske konkurrent AB InBev, at den tabte markedsandele i første kvartal på det russiske marked, hvilket ifølge Sydbanks Carlsberg-analytiker Morten Imsgard fører til spekulationer om at konkurrenter som eksempelvis Carlsberg har kunnet drage fordel af dette.

- Det bør berolige aktionærerne efter de andre to store bryggerier har sagt at de har taget markedsandele i Rusland, siger Morten Imsgard til Bloomberg News med reference til SABMiller og Heineken.

Tryg fik hævet sin anbefaling hos ABG Sundall Collier til hold fra sælg, mens kursmålet blev løftet til 310 kr. fra 290 kr. Tryg faldt 0,2 pct. til kurs 312,9.

FLSmidth tabte 0,7 pct. til kurs 392,1 og Solar lukkede 0,5 pct. højere i kurs 304,5. Det svenske finanshus SEB Enskilda anbefalede investorerne at ligger undervægt i danske byggematerialeselskaber, idet sektoren handler med en præmie i forhold til de europæiske peers. Dog foretrækkes Solar grundet en favorabel værdisætning og FLSmidth, som ifølge SEB måske vil hæve indtjeningsforventningerne senere i år.

Royal Unibrew faldt 1,6 pct. eller 6,5 kr. til kurs 394,0 efter fragået udbytte på 17 kr. Bryggeriet fik sænket sin anbefaling til neutral fra overvægt hos Sydbank efter mandagens regnskab for første kvartal, som viste et stærkt salg og indtjening, hvilket dog skyldes påskesalget. Sydbank ser fortsat aktien som en god investering, men banken har svært ved at se nogle kurstriggere på den korte bane.