Den 16/04 2012 kl. 15:51, af Aktiefokus
Aktionærstrukturen i Vestas, med et free float på 93 pct. af aktierne, samt størrelsen på balancen udgør væsentlige forhindringer for et succesfuldt overtagelsesbud, skriver Commerzbank-analytiker Sebastian Grove i et analysenotat dateret i dag, ifølge Bloomberg News.
Commerzbank skriver, at Vestas' balance ved udgangen af 2011 var på 7,7 mia. euro sammenlignet med 4,3 mia. euro for Sinovel og 4 mia. euro for Goldwind.
Analytikeren vil dog ikke afvise, at Sinovel og Goldwind har undersøgt et bud, da kursfaldet til Vestas-aktien har medført at værdisætningen er attraktiv for 2012/13 med en markedsværdi i forhold til salget på 0,3 gange og en pris i forhold til aktiverne på 0,5 gange.
Commerzbank vurderer, at Vestas skal handles med en rabat på 20-25 pct. i forhold til peers.
Vestas-aktien ligger mandag eftermiddag med en stigning på 12,1 pct. i kurs 54,9 efter tidligere på dagen at have været oppe på en stigning på 22 pct.