Spændende start på US-regnskabssæson i dag

9 jan 2014 - 14:42 af: Søren Verup

Torsdag den 9. januar starter den amerikanske aluminiumsproducent, Alcoa, igen den amerikanske regnskabssæson. Regnskabet, der kommer torsdag efter det amerikanske marked er lukket, vil således igen være en vigtig retningspil for, hvad vi kan forvente os af de amerikanske selskaber over de kommende uger.

Positive takter forventes at forsætte
Alcoa overraskede både på omsætning og bundlinje ved aflæggelsen af regnskabet for andet kvartal. Baggrunden var først og fremmest benhård fokus på omkostninger og kapacitet kombineret med at efterspørgslen efter forarbejdet aluminium til fly- og autoindustrien forblev stærkt. Afgørende for at selskabet kunne overraske var selvfølgelig også, at forventningerne op til selve regnskabsaflæggelsen var blevet sænket kraftigt. Det er en tendens, der har været kendetegnende de fleste amerikanske selskaber gennem de seneste kvartaler.

Når Alcoa torsdag kommer med regnskab vil fokus rette sig mod prisudviklingen på aluminium, der i andet halvår har stabiliseret sig og senest begyndt at stige. Samtidig forventes der forsat en stærk efterspørgsel efter aluminium fra blandt andet autoindustrien, men også aluminium til blandt andet drikkedåser.

Skulle kombinationen af ovenstående medføre en rapportering, der er bedre end ventet, vurderer formuepleje.dk, at det ikke er usandsynligt at indtjeningsestimaterne til 2014 vil blive justeret.

Hvad gør markedet?
Markedet forventer en indtjeningsfremgang på cirka 6 procent i 4. kvartal 2013. Den indtjeningsmur, vi gennem de første tre kvartaler af 2013 har set blive bygget op, er succesfuldt blevet reduceret med over 30 procent, idet indtjeningsforventningerne ved udgangen af 3. kvartal lå på 9,6 procent. Analytikerne har således igen haft held til at nedjustere ganske aggressive indtjeningsestimater uden negativ kurseffekt på indekset, selvom den negative indtjeningsrevision har været bredt funderet (9 ud af 10 sektorer har fået sænket deres indtjeningsforventninger, anført af Energi-sektoren).

Blandt de 10 sektorer er det endnu engang de finansielle selskaber, der oplever den største indtjeningsfremgang på 24,1 procent. Samtidig forventes sektoren at være den største bidragsyder til den samlede indtjeningsfremgang. Korrigerede man for finanssektorens indtjening ville S&P 500 blot kunne forvente at opleve en indtjeningsfremgang på 3 procent.
På omsætningssiden ventes fremgangen at blive på 0,3 procent, mod en forventet fremgang på 0,9 procent ved starten af kvartalet. Den beskedne omsætningsvækst skal dog ses i relation til et højt aktivitetsniveau i 4. kvartal 2012, hvorfor sammenligningsgrundlaget er højt. Blandt de største bidragsydere til omsætningen findes IT, Sundhed og Cyklisk Forbrug.

Profil

Søren Verups billede

Kommunikationschef i www.formuepleje.dk. Tidligere chefredaktør på Penge&Privatøkonomi. Før det ansættelse hos BankInvest, DR, Finansforbundet, Sydbank og Handelsbanken. Bank- og journalistuddannet samt civiløkonom, HD(F).