Usikkerhed præger det svenske boligmarked
Danskere, der tænker på at købe bolig i det svenske, skal måske tænke sig om en ekstra gang. Med det nye lovforslag om ejendomsbeskatning står især danskerne til at blive ramt.
De kolde fakta er ikke til at tage fejl af. Ejendomsskatten i Sverige bliver sænket fra 1 procent til ingenting. Lovgivningen træder i kraft 1. januar 2008. Som kompensation indføres en øget beskatning af gevinsten ved salg og en årlig kommunal ejendomsafgift på højest 1 procent af ejendomsvurderingen, dog maksimalt 4.500 svenske kroner.
Umiddelbart lyder det som en rigtig god nyhed for de mange danske boligejere i Sverige, men det er ikke helt tilfældet. Ifølge flere eksperter på boligmarkedet, som blandt andet svenske Dagens Industri har talt med, vil afskaffelsen af ejendomsskatten i Sverige have en negativ konsekvens for en stor gruppe danske boligejere i Sverige. Lovforslaget rammer både danskere med fast bopæl i Sverige og arbejde i Danmark, samt danske sommerhusejere i Sverige. Medmindre der laves en aftale, der udligner den danske ejendomsværdibeskatning med den nye svenske kommunale ejendomsafgift, som tilfældet er i dag med ejendomsværdibeskatningen, betyder det i det store og hele merudgifter for danskere. Fælles for begge grupper er, at beskatningen af gevinsten er steget med 50 procent, fra 20 til 30 procent.
Danskere, der bor i Sverige og arbejder i Danmark, kan se frem til en øget udgift. Pendlerne over Øresund betaler ikke ejendomsskat i Sverige i øjeblikket, da den er afhængig af indkomst, mens den nye ejendomsafgift gælder for alle uanset indkomst.
For sommerhusejere betyder det reelt, at det bliver dyrere at have hus i Sverige. I øjeblikket betaler man en procent i ejendomsskat både i Danmark og i Sverige, men den svenske skat kan trækkes fra i den danske, hvilket betyder, at man kun betaler skat et sted. Med den nye lovgivning, hvor den svenske ejendomsskat frafalder og ændres til en kommunal ejendomsafgift, vil man stadig skulle betale ejendomsskat i Danmark plus den nye afgift på maksimalt 4.500 svenske kroner eller 1 procent af ejendomsvurderingen. Derfor vil det kun komme boligejere til gode med en ejendomsvurdering på omkring en million svenske kroner, hvilket mange sommerhusejere i Sverige ikke har.
En række eksperter, som den svenske avis Dagens Industri har talt med, mener, at lovforslaget har en række konsekvenser. De påpeger en række forhold, der får betydning. Der vil komme højere ejendomspriser særligt i storbyerne. Ældre mennesker, der allerede er etablerede på ejendomsmarkedet, vil få mere gavn end førstegangskøbere. Renten vil stige, og mobiliteten på boligmarkedet vil blive mindre som følge af den ændrede beskatning ved salg.
Den politiske regulering af ejendomsmarkedet baner vejen for et hurtigt skift til den anden grøft, hvis en anden politik kommer på dagsordenen. De svenske socialdemokrater har allerede udtalt, at de vil genindføre ejendomsskatten, hvis de kommer til magten ved næste valg. Samtidig er den politisk fastsatte afgift ikke uden mulighed for ændringer, hvilket det danske arbejdsmarkedsbidrag er et godt eksempel på. Derfor kan lovforslaget være med til at skabe mere usikkerhed på det svenske boligmarked.
Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk
Tilmeld dig vores nyhedsbrev: http://www.netposten.dk/?pageid=374
Links: www.skat.dk, http://osb.oeresundsbron.dk/news/news.php?obj=5046, http://borsen.dk/nyhed/107173/, http://di.se/Nyheter/, http://www.oresunddirekt.com/news.aspx?type=news&id=71607&lang=1013
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›