Obligationer/åbning: Lille rentestigning fra start

Udgivet den 17-02-2014  |  kl. 08:52  |  

Det danske obligationsmarked åbner mandag med en lille rentestigning på en dag, hvor der ikke er store udsving i vente.

Renten på den 10-årige danske statsobligation lukkede fredag i 1,68 pct., men stiger mandag morgen 1 basispoint til 1,69 pct.

Den ventede stille dag skyldes, at der ikke er nogen tunge økonomiske nøgletal på kalenderen. Derudover holder de amerikanske børser lukket grundet "Presidents Day", hvilket formentlig sætter en dæmper handlen.

Der ses i stedet frem til tirsdag, hvor de amerikanske markeder igen åbner, og hvor der derudover både kommer tal fra det tyske ZEW-indeks og det amerikanske NAHB-indeks.

Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at ZEW-indeks lander på 44, hvor indekset i januar blev opgjort til 41,2.

For NAHB-indekset, der er et aktivitetsbarometer for de amerikanske byggefirmaer, lyder estimaterne helt uændret fra januar, der landede på 56.

I Europa er fokus mandag rettet mod Italien, efter at Enrico Letto trak sig som landets premierminister i sidste uge. Flere mener, at Matteo Renzi mandag vil afløse Enrico Letto på posten.

Sydbank skriver i en morgenkommentar, at skiftet på premierministerposten "alt andet lige vil være positivt for den italienske økonomi".

Renten på den 10-årige italienske statsobligation falder mandag morgen til 3,65 pct., hvilket er et fald på 3 basispoint i forhold til børslukketid fredag, hvor renten lukkede i 3,68 pct.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk