USA/T-bond: Nyt rentehop på handelshåb

Udgivet den 16-09-2019  |  kl. 06:32  |  

Fortsat handelsoptimisme betød igen fredag øget risikoappetit, og derfor var obligationerne ikke så populære i USA. Det sendte kurserne ned og dermed renterne op.

Mandag handles de amerikanske T-bonds ikke, da markedet i Tokyo er lukket for en japansk helligdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg fredag med hele 13 basispoint til 1,90 pct.

Det var samtidig 3 basispoint over renten, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af fredagen svingede den tiårige rente mellem 1,76 og 1,90 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg samtidig med 8 basispunkter til 1,80 pct.

- Den korte ende af kurven er drevet af spekulationer omkring rentesænkninger fra Federal Reserve. Først er de fuldt indregnet, så trækker man det væddemål lidt ned. Så kom der stærke forbrugertal og tal fra detailsektoren, og det løfter igen spekulationen. De lange renter stiger på risk-on på grund af de bedre handelsklima. Investorerne ser behov for mindre risiko, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Den tiårige rente steg samlet i løbet af ugen med 34 point fra 1,56 pct. sidste fredag, og den ligger nu 44 point over den seneste bund i starten af september. Sidst renten var over 2,00 pct. var ved udgangen af juli.

- Det har været en kæmpe bevægelse. Og det er meget positivt, at den massive vending kan ske, uden at det udløser stor frygt og panik. Markedet tager det på den gode måde, kommenterer seniorstrategen.

Med udviklingen fredag stejlede rentekurven til 10 basispoint. Den har nu været i positivt terræn i ni handelsdage i træk, efter den otte dage var i minus og blinkede advarende om faren for recession.

Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.

Ved årets start lå rentekurven i 19 basispunkter, mens den ved udgangen af 2017 lå i 52 basispunkter og 125 basispoint året før det.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder