USA/tendens: Bankerne skyder regnskabsæsonen i gang - grøn dag i sigte

Udgivet den 15-10-2019  |  kl. 14:34  |  

Der er for alvor blevet taget hul på den amerikanske regnskabssæson tirsdag forud for handelsstart, hvor blandt andet en række banker samt Genmabs amerikanske partner, Johnson & Johnson, har leveret tal for tredje kvartal.

Det sker på en dag, hvor ledende aktiefutures indikerer en positiv retning med plusser omkring 0,3 pct. og dermed bedring i forhold til mandag, hvor Dow Jones, Nasdaq og S&P 500 alle endte godt 0,1 pct. lavere.

Mandag var stemningen tynget en smule af indikationer på, at den delvise handelsaftale, som Kina og USA har indgået, mere virker som en håndtryksaftale, og at Kinas præsident ikke vil underskrive en aftale, før end at flere forhold er forhandlet på plads.

BANKERNE ÅBNER BALLET

Tirsdag har en række amerikanske banker indledt den amerikanske regnskabssæson med blandet succes til at følge.

Finanskæmpen JPMorgan kom ud af årets tredje kvartal med en højere indtjening end ventet. Selskabet havde en indtjening per aktie på 2,68 dollar, hvor analytikerne blot havde ventet 2,46 dollar per aktie ifølge Bloomberg News. Også indtægterne var bedre end ventet, da det justerede resultat endte på 30,06 mia. dollar mod ventet 28,47 mia. dollar.

I det amerikanske formarked belønner investorerne finanskoncernens regnskab for perioden med en stigning på 2,1 pct.

Også storbanken Citigroup tjente i tredje kvartal flere penge end ventet. Samlet endte overskuddet - justeret for engangsforhold - på 1,97 dollar per aktie, hvilket overgik de 1,95 dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde forventet.

Bankens toplinje voksede med 1 pct. til 18,6 mia. dollar. Samlet endte overskuddet, når alle regninger var betalt, på 4,9 mia. dollar, hvilket er 6 pct. over resultatet i tredje kvartal 2018.

Aktien falder dog 0,7 pct. i formarkedet.

Finansgiganten Goldman Sachs havde tilbagegang i tredje kvartal, hvor selskabets indtægter har været presset af færre børsnoteringer og virksomhedshandler.

Goldman Sachs overskud per aktie faldt til 4,79 dollar fra 6,28 dollar i samme periode sidste år. Tilbagegangen var ventet blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde spået et overskud på 4,86 dollar.

I hele tal er selskabets overskud dykket med 26 pct. til 1,88 mia. dollar. Efter regnskabet for tredje kvartal falder Goldman Sachs-aktien 1,1 pct. i formarkedet.

Også Wells Fargo kunne se sit overskud dykke i tredje kvartal, hvor fortidens synder trak gevaldigt ned i resultatet.

Samlet endte overskuddet på 4,6 mia. dollar, hvilket er et fald fra 6 mia. dollar. Overskuddet er trukket ned af en udgift på 1,6 mia. dollar, som relaterer sig til den skandale, der blev afsløret i Wells Fargo i 2016.

Dengang kom det frem, at banken mellem 2011 og 2015 havde åbnet over to millioner konti og kreditkort for kunder, der ikke havde bedt om det og ikke var vidende om det.

I formarkedet falder aktien 0,7 pct.

SYGEKASSE LØFTER FORVENTNINGERNE

Sygekassen Unitedhealth klarede sig bedre end ventet i tredje kvartal og opjusterer forventningerne til årets overskud.

Overskuddet i tredje kvartal endte på 3,88 dollar per aktie, hvilket overgik det ventede plus på 3,75 dollar, som analytikerne ifølge Bloomberg News havde spået.

I forbindelse med regnskabet opjusterer selskabet forventningerne til 2019. Unitedhealth venter nu et overskud på 14,90-15,00 dollar per aktie for hele året. Tidligere var forventningen et overskud på 14,70-14,90 dollar per aktie.

Unitedhealth-aktien sendes op i formarkedet med 1,9 pct.

Genmabs amerikanske partner, Johnson & Johnson, har inden tirsdagens åbning af de amerikanske aktiemarkeder også været på banen med regnskab for tredje kvartal.

Det viste blandt andet, at salget af Darzalex, som Johnson & Johnson står for markedsføring og salg af, voksede mere end 50 pct. i perioden. I tredje kvartal solgte midlet for 765 mio. dollar - eller 5,2 mia. kr. - hvilket er en vækst på 53,5 pct. over det seneste år.

Trods juridiske kvaler formåede Johnson & Johnson at overgå analytikernes forventninger til kvartalet, og selskabet opjusterer forventningerne til årets indtjening per aktie til niveauet 8,62-8,67 dollar per aktie mod en tidligere forventning om 8,53-8,63 dollar. Det er anden gang i år, at selskabet løfter forventningerne.

Aktien stiger 1,7 pct. i formarkedet forud for markedsåbningen tirsdag.

Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, måtte se indtjeningen skrumpe i årets tredje kvartal.

Nettoindtjeningen faldt i juli, august og september til 1,12 mia. dollar, hvilket giver en justeret indtjening per aktie på 7,15 dollar. Sidste år var indtjeningen på 7,54 dollar per aktie. Analytikerne havde dog ventet en tilbagegang til 6,97 dollar per aktie ifølge Bloomberg News.

I formarkedet stiger Blackrock-aktien 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder